Næste forår er de tre medlemmer fra Sydfyn igen at finde på de danske scener
Patina har spillet over 50 koncerter i 2022, men nu tager de turnéen til anden runde, når de næste forår besøger ni danske spillesteder.
”Vi er lykkelige over, at vi i løbet af vores +50 koncerter her i 2022 har oplevet så stor en del af vores smukke land, men det har samtidig vækket en sult på mere. Derfor spiller vi i foråret 2023 yderligere ni koncerter, hvor vi kommer rundt på en række af de spillesteder, som vi ikke har besøgt i årets løb,” skriver bandet via Instagram.
Genstart Tour Pt. 2 kommer efter bandets andet album af samme navn, som de spillede titelsangen fra til årets Smukfest.
LÆS OGSÅ: TRODS PRISSTIGNING: Billetter til Smukfest hurtigt udsolgt
Da de tre medlemmer hjemvendte til det fynske Tinderbox samme sommer, fik de fem ud af seks stjerner af GAFFA.
”At se de tre Patina-medlemmer på scenen er som at opleve økologiske køer komme på græs efter en lang vinter. De tre sangere Søren Bastrup Bojsen, Mads Skov Hansen og Gregers Møller Jensen fremstår decideret kåde, og de gør deres fire musikere på to gange guitar, bas og keyboard også,” skrev Ole Rosenstand Svidt.
Billetsalget er startet i dag, og du kan købe billetterne her.
Koncertdatoer
23. februar – Tapperiet, Køge
24. februar – Grønnegades Kaserne, Næstved
25. februar – Elværket, Holbæk
02. marts – MantziusLive, Birkerød
03. marts – Gjethuset, Frederiksværk
04. marts – Borgerforeningen, Svendborg
10. marts – Vendelbohus, Hjørring
11. marts – Platform K, Horsens
17. marts – Kulturloft, Ebeltoft