Nyhed

DMA-vinder Lamin: ”Folk løfter og støtter hinanden rigtig meget i dansk musik”

De unge rapper vandt prisen Årets Nye Navn

Eventet, der talte folk som Margrethe Vestager, men ikke årets måske mest buldrende artist, Tobias Rahim, der havde meldt afbud, var fyldt med kærlighed og kollegial beundring allerede ved den røde løber.

Danish Music Awards 2022 fandt sted torsdag aften den 3. november i de opulente rammer i Moltkes Palæ i København. Prisuddelingen blev ikke transmitteret på TV2 i år (eller for den sags skyld andre kanaler), hvilket yderligere tilførte det prestigefyldte show en eksklusivitet, som kun nogle af de ypperste i den danske musikbranche fik æren af at deltage i.

Heldigvis havde vi en journalist på posten, som fik ord fra nogle af de musikere, der løb afsted med en pris denne aften.


Lamin løb af sted med prisen for årets nye danske navn. En pris, som rapperen sammenlignede med den følelse, han fik, da han i september vandt P3 Talentet-prisen ved P3 Guld og samtidig løb afsted med 100.000 kroner i præmiepenge. 

Sivas er efterhånden en veteran i dansk hiphop. Ser du op til en rapper som ham, og lærer du noget fra ham?

– Ja, ekstremt meget. Og i den forstand, at jeg udgav min første sang i 2019, men før 2019 var det musik, jeg gik og lyttede til fra folk som Sivas, Kesi, Benny Jamz, Gilli og Artigeardit, der også er her i aften. Bare dansk musik generelt. Det er folk, jeg lyttede til, før jeg selv lavede musik, og nu, jeg laver musik, så er det bare inspirerende at se, hvor folk er startet og se, hvad de har taget det til. Jeg har kæmpe respekt og kæmpe anerkendelse for det, og så giver det mig også selv blod på tanden, når jeg ser, hvad de har gjort.


Når man får en pris som denne, er det en måde at definere den nye generation af dansk hiphop. Hvor godt synes du, at dansk hiphop er kørende i dag? 

– Jeg synes, at dansk hiphop blomstrer rigtig meget. Jeg føler, at der er rigtig mange, som er ekstremt dygtige, og der er rigtig mange, som gør deres ting. Det er fedt, der også er plads til folk som Hans Philip, som laver r&b, og jeg laver det, jeg laver. Der er nogle, der laver noget, hårdere, blødere, hurtigere, langsommere, og det synes jeg er ekstremt fedt.

– En anden tendens, der også er vigtig at nævne er, at vi er i en tid, hvor folk løfter og støtter hinanden rigtig meget. På trods af at vi er i den samme branche, så er det ikke en kamp om at nå det ene frem for det andet, men mere at nå en glæde over, at én opnår noget, fordi vi laver det samme. Jeg føler, der er en god opbakning og en god fællesånd. Jeg tror, at alle artister i Danmark ser, hvad der foregår, og de ved, hvad den ene laver, og den anden laver. Kan man bruge det til at blive inspireret af og få det til at være en drivkraft for en selv, fremfor at det er en form for negativ konkurrence, så er det det bedste.


Lamin påbegynder sin Ride The Wave-tour i 2023, som løber igennem februar og marts måned i ti danske byer. Billetter til touren kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: Her er vinderne af Danish Music Awards 2022

ANNONCE