Den svenske sanger har også et nyt album på vej
Bag spraglede kostumer og en makeup, der skiller sig ud fra normalen, finder man kunstneren Fever Ray – en musikalsk ener, der i årevis har beriget den internationale musikscene med hits som ”If I Had A Heart”, ”The Wolf” og ”Mustn’t Hurry”.
Tilbage i oktober udgav det svenske musikfænomen det på samme tid skumle og buldrende nummer ”What They Call Us”, som er den anden single fra Rays kommende album Radical Romantics, der udkommer den 10. marts – blot to uger før de lægger vejen forbi Danmark.
Fever Ray optræder nemlig i Store Vega den 24. marts, og mon ikke der er en række nye numre på sætlisten?
LÆS OGSÅ: Mystisk opdatering: Er det comebacket, vi har ventet på?
Bag Fever Ray finder man svenskfødte Karin Dreijer, som for alvor brød igennem i nullerne som den ene halvdel af søskendeduoen The Knife. I 2008 så kunsteraliassets magiske univers først dagens lys, men Fever Ray blev for alvor cementeret som artist, da det selvbetitlede debutalbum udkom året efter.
Fever Ray er i særdeleshed kendt for at levere en sceneoptræden uden lige, som kan sammenlignes med performance art – ofte indebærer det masker, vilde kostumer samt ansigts- og kropsmaling.
Danske fans kunne senest opleve den svenske kunstner live, da de optrådte på Roskilde Festival i 2018. Her var GAFFAs anmelder til stede blandt publikum, og ud fra anmeldelsen var det en strålende oplevelse. Koncerten fik nemlig hele seks stjerner:
”Et kampråb, en udfoldelse af et menneskes transformation, en besyngelse af kærlighed og liderlighed. Det giver håb, og blandt andet derfor var denne koncert noget af det allerypperligste, dette års festival kunne byde på.”
Billetter til koncerten koster 370 kroner, og billetsalget starter fredag den 18. november 2022 klokken 10:00 via billetlugen.dk.