Tak for alle følelserne, Mimi
Den 6. november kom beskeden, vi havde frygtet, efter at Low i efteråret 2022 måtte aflyse deres Europaturné, som blandt andet skulle bringe dem til Oslo. Mimi Parker var død af kræft.
Dette var en nyhed, som ramte os hårdt i redaktionen. Vi var nemlig blevet glade for bandet bestående af ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker fra byen Duluth i staten Minnesota.
Fra deres debut i 1994 til sidste års geniale HEY WHAT har Low defineret slowcore og eksperimentel rock på en måde, som måske kun Yo La Tengo kan komme i nærheden af at matche.
Mimi Parker var ikke kun den ene halvdel af duoen Low – hun var også en exceptionel vokalist og trommeslager, og hun vil blive husket som en af de førende kvindelige undergrundsartister siden midten af 90’erne.
At skulle vælge kun fem sange fra tre årtiers fantastisk musik er en umulig opgave. Når du først har ladet dig blænde af Lows skrøbelige, melankolske hypnose, får du et personligt forhold til hele bandets katalog. Men hvis disse fem sange blot kan få én person til at checke bandets fantastiske diskografi ud, så er arbejdet gjort.
13 meget varierede plader med skyhøj kvalitet, en bunke ep’er, et par livealbum og en samleboks. Med alt det har du mulighed for at dykke ned i Low-universet og lade sig døbe.
”Especially Me” - C’Mon (2011)
Den første sang er også en af bandets mest tilgængelige sange (hvis vi ser bort fra den fantastiske jule-ep Christmas, som burde være i ethvert hjem i december). Mimi Parkers ubesværede stemme ligger i flere lag oven på et lækkert drys af guitar, forsigtig percussion og omhyggelige strygere. Det er enkelt, rørende og hårrejsende smukt. Parkers vokal stjæler aldrig fokus fra sangen – den smelter perfekt sammen med melodien.
”Lullaby” – I Could Live in Hope (1994)
Mens grunge hærgede verden over, kom mormonægteparret fra Duluth ud af ingenting med I Could Live in Hope. Hårdt, blødt, trist og ulideligt smukt. Slowcore. Det kunne minde lidt om Galaxie 500, men Low var alligevel noget helt særligt, og det har de forblevet til den dag i dag. ”Lullaby / Was not supposed to make you cry / I sang the words I meant / I sang.” Det er bare at lukke øjnene, trække dynen godt op under hagen og lade sig forføre af Sparhawks unikke guitarspil og Parkers fløjlsbløde stemme i ti svævende minutter.
”Sunflower” – Things We Lost in the Fire (2001)
2001 var et godt år, og her taler jeg ikke om plader fra The White Stripes, The Strokes eller Radiohead, men om Things We Lost in the Fire. ”Sunflower” er måske et af de bedste åbningsnumre fra et album nogensinde. Ufortyndet melankoli i en produktion, som er stram, men samtidig åben og legende. Sangen understreges med hårde trommeslag hele vejen igennem, men det er aldrig skræmmende – det er trygt og trøstende. Parrets vokalharmonier skaber den perfekte ramme for sangen, og Steve Albini ved præcist, hvilke knapper han skal skrue på for at få det bedste frem i sangene.
”No Comprende” – Ones and Sixes (2015)
Efter de to mere opløftende – for Low – plader C’Mon (2011) og det Jeff Tweedy-producerede The Invisible Way (2013) kom Ones and Sixes i efteråret 2015, som den knytnæve vi alle havde brug for. Det er tungt, mørkt og hårdt, og BJ Burtons produktion lader bandet eksperimentere og lege med lyd. På ”No Comprende” er det ægtemanden Alans stemme, som er bærende, men med Mimi Parkers smukke vibrato langt fremme i lydbilledet. Sangen beskriver, hvordan kommunikationen mellem to mennesker, der har holdt sammen i tykt og tyndt gennem tre årtier, kan brydes ned og bygges op igen. Det er en fem minutters svedterapisession.
”Don’t Walk Away” – HEY WHAT (2021)
Sidste års bedste album, HEY WHAT, fortjener anerkendelse i lang, lang tid. Vi kunne have valgt hvilken som helst sang fra Lows fremragende sidste album. Deres tredje album med produceren BJ Burton er også et af deres allerbedste. Som den sidste sang på denne alt for korte liste ligger ”Don’t Walk Away”, som nu gør mere ondt, end første gang jeg hørte den. ”I have slept beside you now / For what seems a thousand years / The shadow in your night / The whisper in your ears / So don’t walk away.” Den sårbare og på samme tid voldsomt stærke vokal fra Parker ligger oven på hviskende lyde og støj, som trækker dig ind i drømmen og ind i varmen fra Low.
Mimi Parker og Alan Sparhawk har aldrig gjort noget dårligt. Det er en band, som kan få dig til at føle, svæve, drømme og forsvinde ind i et musikalsk univers af lyde, farver og teksturer. De har med hvert album udfordret tekstbegrebet og skabt mesterværk efter mesterværk af lyde, som har åbnet mine ører for, hvad rock er, hvad det kan være, og hvad det burde være – udforskende og udfordrende.
Tak for alle følelserne, Mimi.
