Nyhed

MANGFOLDIGHEDSFEST: KIM vil gøre op med dårlig repræsentation

Festivalen byder både på stærke, danske navne, en talk og performance art

Lørdag den 3. december bliver de vante rammer hos det musikalske mødested Turkis i Aarhus transformeret til en fest uden lige, som både hylder og sætter stemme på mangfoldigheden. Organisationen KIM slår nemlig dørene op til endagsfestivalen Kim Kalas.

KIM ønsker at udfordre den problemstilling, der desværre stadig finder sted i den danske musikbranche, hvor især kvinder, queers, non-binære og transkønnede er stærkt underrepræsenterede. De har derfor skabt et lineup, som består af en række stærke, danske navne, der på hver sin måde repræsenterer mangfoldighed.

Man vil derfor kunne opleve kunstnere som Asbjørn, Lydmor, Melodi Ghazal, Reveal Party og Alpas Ave, der står for at levere musikalsk underholdning til den kommende festival.


Udover den musikalske underholdning hylder KIM mangfoldigheden gennem en række talks, hvor blandt andet grundlægger af Queer Music Agency, Frederik Diness Ove, musikjournalist og radiovært Marie Hobitz Filtenborg, samt musiker Asbjørn Toftdahl Terkelsen er til stede.

Sidst, men ikke mindst, vil dramatiker og performancekunstner Regina Rex optræde med en performance om kvinderollens klaustrofobiske rum.

“Vi håber, at vi med et mangfoldigt lineup til Kim Kalas ikke bare bidrager til, at vores publikum får en god aften, men også at så mange som muligt kan genkende sig selv i det, de ser på scenen,” fortæller kunstnerisk leder i KIM, Gry Colding Ebbesen, og fortsætter:

”Måske er der endda nogen, der opdager en rollemodel eller et forbillede, de førhen har manglet”.


Asbjørns seneste udspil, Boyology, fik fem, funklende stjerner af GAFFAs anmelder, som også gav sangeren en række rosende ord med på vejen:

Boyology står som et sublimt popalbum og en ode til alle dem, der ikke passer ind, og som med disse sange endelig har fået en håndsrækning og en mulighed for at spejle sig i en virkelig talentfuld musiker.”

 


LÆS OGSÅ: En håndsrækning til alle, der er anderledes – eller ønsker at være det

 

 

ANNONCE