Nyhed

UNDERTRYKKELSE: Iransk rapper bortført og mishandlet

Video med Toomaj Salehi dukket op, efter at han blev fanget af myndighederne i weekenden

Demonstrationer dominerer i denne tid Irans gader, hvor landets befolkning - og særligt kvinderne - kæmper for retfærdighed og basale frihedsrettigheder efter mere end fyrre år under islamisk diktatur.

Flere er på grund af oprøret blevet anholdt og dræbt, og flere kvinder bliver fortsat nedgjort, anholdt og dræbt, hvis ikke de bærer den obligatoriske hijab. En obligatorisk lov, der hører under landets ”moralske” regler. De blev indført i kølvandet på den iranske revolution i 1979 og er blevet håndhævet nådesløst siden.

Hele verden følger med i konflikten i Iran og sympatiserer med befolkningen og de ramte kvinder. Også flere musikere har udtrykt støtte til de iranske demonstranter - herunder Nick Cave, Dua Lipa og Justin Bieber.


LÆS OGSÅ: Nick Cave: Jeg støtter de modige iranske kvinder

Også internt i Iran har kunstnere brugt deres stemme til at kritisere pærstestyret skarpe vendinger. Det gælder blandt andet den populære rapper Toomaj Salehi, som de seneste dage har betalt en høj pris for sit politiske engagement.

Salehi blev pågrebet i weekenden, og efterfølgende delte myndighederne et skræmmende billede, hvor rapperen sidder med bind for øjenene på bagsædet af en bil.


Rapperen Toomaj Salehi blev anholdt af det iranske styre den 30. oktober, efter han har udvist støtte til landets befolkning og deltaget i de igangværende demonstrationer.

Han har igennem sin musik og sine sociale medier været aktiv modstander af det iranske styre og råbt op om regimets forbrydelser.

Det er ikke første gang, at Salehi bliver anholdt. I 2021 kom han i fængsel i en kortere periode på grund af en af sine sange. Rapperens musik er nemlig kendetegnet ved at indeholde politiske holdninger.


I nedenstående musikvideoer kan man blandt andet høre Salehi synge:

”Skyd os i ryggen, dræb de tørstige. Vær stolt af mordene på de ubevæbnede, der søger retfærdighed. Mal regimets forbrydelser over med smukke farver. Tag de gode nyheder væk og morgendagens hævn” / ”Afvent ikke en frelser, det kommer ikke. Du er din egen frelser, din egen helt. Hvis du og jeg bliver vi, så er vi ustoppelige. Vi er vores tids frelsere, vores skjulte imam”

”I videnskabstiden nedgør vi kvinder for deres skønhed, vi får dem ind i politiets varevogne og bringer dem til midten af ingenting” / ”Vi har ikke en fest, vi søger efter frihed med enheds styrke, vi er skæbnen!”

På sin Instagram profil har Salehi 574.000 følgere, og her deler han også politiske ytringer. For blot en uge siden lagde han blandt andet nogle videoer op, hvor han deltager i en demonstration. Til nedenstående video står følgende tekst:

"Intet af vores blod er mere farverigt. Lad os ikke glemme vores vidunderlige sammenhold og ikke lade dem skabe splittelse i dette smukke triste paradis".

Efter anholdelsen var der intet nyt - udover det ildevarslende billede, som kan ses herunder - om Salehi i flere dage. Indtil i går (onsdag), hvor en ny video dukkede op på det statslige medie IRNAs sociale medier. 

Det viste en blodig og forslået ung mand med tatoveringer og ærmeløs T-shirt som, siddende på jorden med bind for øjnene, udtalte: "Jeg er Toomaj Salehi...jeg begik en fejl...."

De iranske myndigheder er notoriske for deres brug af tortur, og også i forbindelse med de aktuelle demonstrationer har deres være eksempler på tvungne tilståelser som den, der tilsyneladende nu er kommet fra den systemkritiske rapper Salehi.

 

LÆS OGSÅ: Dua Lipa står sammen med kvinderne i Iran

ANNONCE