Nyhed

VIDEOPREMIERE: Marshall Cecil er tilbage med nostalgisk musikvideo til fængende klagesang

Nummeret er det første ud af en række singler fra den femstjernede trio

To år er der gået, siden vi sidst fik lov til at høre nye, musikalske toner fra den københavnske trio Marshall Cecil. Tilbage i 2020 udkom deres debutalbum Going Up / Going Down – et udspil, som modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.

I dag leverer gruppen, som består af Daniel Abraham, Sophus Tuxen og Sebastian Fibiger, dog gode nyheder, for de har netop udgivet en spritny single, der går under titlen ”Gods” – en ”eksplosiv klagesang om at miste sin barnetro,” som det står i en pressemeddelelse.


Nummeret er det første ud af en række singler, som skal danne rammen for et kommende album, og ifølge forsanger Daniel Abraham handler den om at miste det, man tidligere har troet på:

””Gods” er en 3:00 minutters sang om at miste troen på det fundament og de skuldre, man står på. Om det meningstab, der kan opstå, når glansbilledet på de idoler, værdier og systemer, vi tidligere troede på, langsomt krakelerer,” fortæller Abraham i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Oftest taler man mest om dette emne med en moralsk ophøjethed. Det her er et forsøg på at behandle emnet fra et mere følsomt sted.”


I selskab med ”Gods” udkommer også en musikvideo, som på nostalgisk manér viser Daniel Abraham lægge krop til de følelser, der beskrives i sangen. Placeret i, hvad der ligner et klassisk teenageværelse fra 00’erne med plakater på væggene og en enkeltmandsseng, svinger sangeren mellem følelsen af opgivenhed og følelsen af raseri.

Oven i den gode nyhed om Marshall Cecils comeback har trioen også netop annonceret deres første headliner-koncert i to år. Den 24. februar 2023 spiller de nemlig på Hotel Cecil i København, og du kan finde billetter lige her.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Genreløst sonisk show i Store Sal


ANNONCE