Nyhed

VIDEOPREMIERE: Shaka Loveless har det vildt

Ti år efter debuten vender popsangeren tilbage efter længere pause

Efter flere års pause har Shaka Loveless netop udgivet singlen ”Har du det vildt”, som er produceret af Fridolin Nordsø. GAFFA kan med stolthed præsentere premieren på comeback-videoen fra den efterhånden 38-årige popstjerne, som bragede igennem med sit selvbetitlede debutalbum for ti år siden. 

Foruden markeringen af sangerens comeback er singlen samtidig en forsmag på et nyt album, som Shaka Loveless vil udgive senere på året, lyder det i en pressemeddelelse. Du kan se den nye video nedenfor.

”Der er sket meget, siden jeg sidst udgav noget solo - både i samfundet, men også på det personlige plan, hvor jeg er blevet far. Alligevel er det som om, at jeg på mange måder stadig er den samme knægt med de samme dæmoner indeni. Der er ingen quick fixes, når det kommer til dæmonerne, men med tiden er jeg blevet lidt bedre til i det mindste at face dem”, udtaler Loveless i pressematerialet og tilføjer, om den nye single:


”Har du det vildt” handler om at gøre det modsatte og insistere på ikke at face noget som helst, men bare blive ved med at gentage de samme mønstre igen og igen, indtil man smadrer ind i muren. Jeg er superspændt på endelig at udgive noget igen, og selvom det ikke har været med min gode vilje, har pausen nok gjort noget godt for mig og min musik”.

Siden sin solodebut Shaka Loveless i 2012 er sangeren blevet streamet mere end 100 millioner gange. Han har udgivet fire album og vundet adskillige priser, blandt andet en Danish Music Award i 2013 for årets danske mandlige kunstner.


LÆS OGSÅ: FOTOUDSTILLING: Shaka Loveless tilbage til barndomsbyen

ANNONCE