Nyhed

Efter 4.5 milliarder streams: Spirende popstjerne kommer til Danmark

Den amerikanske popsanger Keshi gæster Tap1 til næste år

Sangeren Keshi, som til dagligt går under det borgerlige navn Casey Luong, havde sin spæde start på lydmediet Soundcloud, hvor han udgav sin musik. Siden har hans karriere vokset i raketfart, og i skrivende stund er Keshis musik blevet streamet mere end 4.5 milliarder gange.

Tilbage i marts i år udkom sangerens debutalbum, Gabriel, og om meget kort tid har du mulighed for at opleve Keshi optræde med udspillet live – den amerikanske sanger drager nemlig ud på en Hell/Heaven-verdensturné, hvor han fredag den 17. februar 2023 gæster Tap1 i København.


Keshi er en autodidakt musiker, som skaber al sin musik i sit hjemmestudie. Det var også i netop dette studie, at pladen Gabriel blev skabt og ifølge sangeren selv blev det et udspil, som viste sig at blive mere personlig end først tænkt:

Gabriel endte med at blive et middel for mig, som jeg kunne bruge til at bearbejde oplevelsen af at skifte fra et meget mindre offentligt liv til et andet, som jeg til tider har lidt svært ved at navigere i. Det er et album, som, jeg håber, er åbenhjertigt, varieret og ét, som man kan vende tilbage til igen og igen,” fortæller sangeren i en pressemeddelelse, her gengivet fra NME.

Billetter til koncerten koster 360 kroner plus gebyr og sættes i salg den 28. oktober klokken 10 via All Things Live og Ticketmaster.


LÆS OGSÅ: Lewis Capaldi kommer til Danmark: ”Meget dårlig planlægning fra vores side”

ANNONCE