Nyhed

ROSKILDE FESTIVAL 2023: Nu er de første navne klar

Det foreløbige program byder både på gengangere og debutanter

I fredags fik vi lov til at drømme os hen mod tankerne om sol, sommer og følelsen af orange feeling. Roskilde Festival meddelte nemlig, at både billetsalg og de første annonceringer af navne var lige rundt om hjørnet.

I dag er dagen endelig kommet, og listen over de første navne til 2023-udgaven af den ikoniske festival byder både på gengangere og debutanter. Festivalen inviterer først og fremmest til en fransk dansefest uden lige, når Christine and the Queens igen besøger Roskilde Festival. Denne gang introducerer sangeren sit alias Redcar, når han indtager Orange Scene.

Endnu en genganger, der til sommer besøger Roskilde Festival, er sangeren Rina Sawayama, som byder på moderne og fantasifuld popmusik med rockede elementer. Lyrisk lægger Sawayama ikke låg på noget, og tekstuniverset tematiserer blandt andet queer-kærlighed og empowerment mere generelt.


Denzel Curry er en højenergisk Florida-rapper, som i 2023 byder på en benhård hiphopfest med bidske tekster, der blandt andet handler om sangerens opvækst, som desværre har været præget af vold og fattigdom. Senest lagde han Apollo-scenen ned, da han i 2019 gæstede Roskilde Festival.

Tilbage i 2012 debuterede den danske rapper Kesi i sit eget navn på Countdown-scenen. I 2023 får han igen lov til at sparke festen i gang, for der byder han forhåbentligt op til fest på Orange Scene.


2023-programmet byder også på debutanter. Heriblandt den nigerianske superstjerne Burna Boy, den ghanesiske gospelsanger Florence Adoni og den alternative koreanske k-popgruppe Leenalchi.

Fælles for de offentliggjorte navne er, at de alle på en eller anden måde repræsenterer bevægelse – hvad end det er udforskning af sin egen identitet eller et opgør mod eksisterende samfundsbevægelse.

I en pressemeddelelse fortæller Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén følgende om programmet:


”Roskilde Festival skal være synonym med nysgerrighed og mangfoldighed. Uanset om det kommer til kunstnerisk aktivisme eller musikalsk eventyrlyst, sætter kunstnerne i dagens offentliggørelse en retning for fremtiden. Det er helt essentielt for os som festival at understrege, at kunsten kan bidrage til at vise denne vej.”

Du kan også fra i dag købe billetter til Roskilde Festival 2023 lige her. 

Den første del af lineuppet for Roskilde Festival 2022 byder på 16 kunstnere:

  • Burna Boy (NG)
  • Christine and the Queens presents Redcar (FR)
  • Kesi (DK)
  • Denzel Curry (US)
  • Rina Sawayama (JP/UK)
  • 070 Shake (US)
  • Bru-C (UK)
  • eee gee (DK)
  • Florence Adooni (GH)
  • Hudson Mohawke (UK)
  • Karpe: Omar Sheriff (NO)
  • LEENALCHI (KR)
  • Lorna Shore (US)
  • Lous and the Yakuza (CD/BE)
  • PRISMA (DK)
  • SOUL GLO (US)

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival vil involvere frivillige i nyt bookingteam

ANNONCE