Sangeren gæster desuden København næste år
Den amerikanske sanger Caroline Polachek har netop udgivet sin nye single ”Sunset”, til hvilken hun nu også deler den tilhørende musikvideo. Videoen er filmet i Barcelona, og Polachek har været med til at instruere den i samarbejde med Matt Copson, skriver Pitchfork.
Samme konstellation skete tidligere på året, da hun og Copson også arbejdede sammen på musikvideoen til singlen ”Billions”, som blev udgivet den 9. februar i år.
Sangeren udgav sit soloalbum Pang i 2019, og sidste år udgav hun hittet ”Bunny Is a Rider”, der kom på Billboards liste ”The 100 Best Songs of 2021”.
Caroline Polachek har tidligere samarbejdet med andre artister såsom Blood Orange, Christine and the Queens, Charli XCX og Flume. Hun har også skrevet materiale for både Travis Scott og Beyoncé – på albummet Beyoncé, der blev nomineret til en Grammy for årets album, hvor Polachek også indgik i nomineringen.
Sangeren gæster desuden Store Vega i København 20. februar næste år til en udsolgt koncert.
LÆS OGSÅ: Pang! Du er nu hypnotiseret!