Nyhed

Roskilde Festival vil involvere frivillige i nyt bookingteam

Festivalen ønsker at skubbe grænser og udvikle sig med nye ændringer

Roskilde Festival har netop haft 50-års jubilæum. I den forbindelse har festivalen offentliggjort, at de fremadrettet vil foretage ændringer i organisationen for at sikre, at der bliver taget hånd om den kontinuerlige udvikling, der er brug for i musiklivet. Det er i særdeleshed vigtigt for en festival, der er et kulturelt samlingspunkt for unge mennesker, meddeler Roskilde Festival.

For at sikre udviklingen har festivalen valgt at ændre deres bookingteam, der siden 2003 har haft Anders Wahrén i spidsen som booker, og som sidenhen også har fungeret som programdirektør.


Hans fremtidige rolle vil ikke længere være som booker, men han vil stadigvæk have det fulde ansvar for festivalens musik, kunst og aktivisme.

Wahrén udtaler sig om ændringen:  

”Det er utroligt væsentligt, at vi fortsætter med at skubbe grænser og udvikle Roskilde Festival i nye retninger. Det er derfor, at vi nu ændrer måden hvorpå vi sætter vores musikprogram sammen. Delvis i fordelingen af roller i bookingteamet, men vi er også i gang med at udtænke, hvordan vi kan involvere vores frivillige endnu mere i forberedelsen af fremtiden”


Wahrén vil også få ansvaret for festivalens omfattende produktionshold og for det fremadrettede fokus på organisationens strategi, ledelse og udvikling.

Han pointerer, at denne ændring og ombytning af roller er nødvendig for at bevare festivalens relevans og aktualitet, og han mener, at hans overordnede ansvarshavende rolle vil gøre ham endnu mere klar til at støtte arbejdet ud fra et bredere perspektiv.

Den nye rollefordeling har nu gjort Thomas Jepsen til leder for bookingteamet. Han har været en del af Roskilde Festival-holdet som frivillig siden 2009, hvorefter han i 2014 blev booker på festivalen.



Om den kommende rolle fortæller Jepsen:

”Jeg vil gerne bygge videre på det arbejde, vi allerede er i gang med, hvor vores fokus særligt er på unge menneskers miljøer. Vi vil gerne fortsætte med at pirre folks nysgerrighed og give dem noget mere end det, de nødvendigvis har på deres ønskeliste”.

Foruden den faste stab ønsker Roskilde Festival også at basere deres drivkraft endnu mere på frivillige, hvorfor de nu vælger også at involvere frivillige i bookingteamet, til hvilket Wahrén uddyber:

”Vi har et mål om at nå alle afkroge af de musikalske tendenser, og risikoen for at ramme blinde vinkler minimeres, hvis vi udvider gruppen. Derfor undersøger vi nu andre måder at være frivillig på. Det kunne for eksempel være at gå til koncerter og rapportere tilbage til os. Det kunne også være på et mere organisatorisk niveau. Det er vi ved at udvikle”.

Et andet fremtidigt mål for festivalen er, at de fortsat vil fokusere på mangfoldighed inden for valg af kunstnere, som de har gjort de seneste år - her særligt i forhold til eksempelvis kønsfordeling og minoriteter.

LÆS OGSÅ: TEMA: Hvorfor har festivalerne pludselig svært ved at rekruttere frivillige?

ANNONCE