Nyhed

FÆLLESSANG OG AMERICANA: Roskilde Festival inviterer til dobbeltkoncert i Roskilde Domkirke

To navne fra årets Roskilde-program giver dobbeltkoncert i historiske Roskilde Domkirke

I dag inviterer Roskilde Festival til deres egen version af kirkegang i Roskilde Domkirke, hvor den vanlige prædiken erstattes af mesterlige toner fra den Grammy-nominerede Courtney Marie Andrews og den dansk-skotske komponist Clarissa Conelly.  

Dobbeltkoncerten finder sted i den historiske domkirke den 26. juni, hvilket er ganske kort før, at begge kunstnere også er at finde på Roskilde Festivals egen plæne.

Amerikanske singer-songwriter Courtney Marie Andrews besidder ifølge GAFFAs anmelder et ”naturtalent i vaskeægte americana”. Hendes album Old Flowers fra 2020 blev nomineret i kategorien ”Best Americana Album” til Grammys i 2021 og modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.


"Hendes stemme hidkalder døde og nulevende ånder fra den amerikanske country og western-tradition, og hendes sangskrivning og musik tager udgangspunkt i en tidløs, støvet americana og folk, med et nutidigt islæt, som man alligevel skal grave dybt for at finde," lød det dengang fra GAFFAs anmelder.

Der er med andre ord god grund til at forvente, at der vil opstå en smuk symbiose mellem rammerne i Roskilde Domkirke og Courtney Marie Andrews musikalske univers.

Den dansk-skotske komponist Clarissa Conelly er kendt for sin nyskabende tilgang. Hendes nyeste projekt Clarissa Conelly’s Cannons får premiere til koncerten i Roskilde Domkirke, hvor kunstneren udforsker sin fascination af den nordiske fællessang og den skotske kanontradition. Mere specifikt om projektet lyder det i pressemeddelelsen:  


"Den nordiske fællessang og den skotske kanontradition integreres med dans og eksperimenterende vokalmusik i nyskrevne kanoner, der fremføres af et særligt ensemble af sangere og performere."

Det er ikke første gang, at Roskilde Festival står bag koncerter i Roskilde Domkirke. Tidligere har man blandt andre kunnet opleve navne som Sara Parkman og Julia Holter.

Billetterne til koncerten i Roskilde Domkirke koster 130 kroner.


LÆS OGSÅ: Koncertaktuelle Sara Parkman: ”Spiritualitet er en vigtig del af min musik”

ANNONCE