Nyhed

I DIT KORTE LIV: En teaterkoncert om hverdagens trivialiteter og livets store øjeblikke

Fra den lyriske kærlighedssang "Dansevise" til den livsbekræftende "Hurtige hænder" og den nostalgiske "Hele verden fra forstanden" tager teaterkoncerten I dit korte liv fat på nogle af de mest kendte danske numre fra de sidste 100 år.

Fra den lyriske kærlighedssang "Dansevise" til den livsbekræftende "Hurtige hænder" og den nostalgiske "Hele verden fra forstanden" tager teaterkoncerten I dit korte liv fat på nogle af de mest kendte danske numre fra de sidste 100 år.

Teaterkoncerten handler om livet og dets mangfoldige faser. Det er en coming-of-age-forestilling, der med musikken som følgesvend belyser alt fra hverdagens trummerum og regnvejrsdage til livets lykkelige øjeblikke.

Bag stykket står Anna Balslev, som er husinstruktør ved Det Kongelige Teater. Balslev, som er særligt kendt for sine musikalske og eksperimenterende fortolkninger, blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019 og har arbejdet med teater lige siden.


Sammen med komponist og musikalsk arrangør Viktor Dahl har hun valgt 26 sange fra de seneste 100 år. Men det er ikke nemt at vælge et lille udsnit fra et så tungt musikkatalog.

– Det har været ekstremt svært. Vi har brugt et halvt år på at lytte til dansk musik, og så har vi forsøgt ikke at være forstyrret af vores egen smag, siger hun og fortsætter: – Viktor og jeg har lavet demoer af sangene og set på, hvordan vi kunne lave en dramaturgi ud af det. Det var helt klart et kriterium for os, at de ville fungere til en fortælling.

Fortolkning af ikoniske numre


Der er især ét nummer, som ifølge Anna skiller sig ud fra originalen. Det er det ikoniske 90’er-Ray Dee Ohh-hit "Jeg vil la' lyset brænde".

– Nogle af sangene er mere tro mod originalen. Og så er der en sang som ”Jeg vil la' lyset brænde”, hvor man jo tænker, at alle bare har den der guitar i hovedet. Og jeg glæder mig virkelig til, at folk skal opleve den tolkede version, siger hun.

Også musikerne skal opføre sig en smule anderledes, end hvad musikere normalt gør på en scene. De skal nemlig medvirke i skuespillet.


– En trompetist sidder og spiller stille og roligt på sin trompet i det ene nummer, ”Nu er jord og himmel stille”, som går over i sangen ”Når jeg bliver gammel”. I den overgang er der en skuespiller, der går over til hans trompet og begynder at trykke vildt hurtigt på trompet-knapperne, som så gør, at han begynder at spille helt vildt hurtigt.

Mest af alt håber Anna Balslev, at publikum kan spejle sig selv i forestillingen og går beriget derfra.

– Jeg håber virkelig, at det giver en rutsjebanetur gennem, hvad det vil sige at leve et liv. Og så håber jeg, at man kan spejle sig i de forskellige livsfaser, alt afhængig af, hvor man er henne.

Teaterkoncerten har premiere 27. april og kan opleves frem til 10. juni på Odense Teater.

ANNONCE