I dag kan man læse et interview med Tobias Rahim i det ikoniske amerikanske dagblad
Det allestedsnærværende popfænomen Tobias Rahim flytter endnu engang grænsen for, hvor bredt et publikum han kan engagere. Denne gang gør han det med et storslået interview i et af verdens mest berømte medier, The New York Times.
Journalisten bag interviewet, Alex Marshall, fortæller i starten af interviewet, at han det seneste år har lyttet en del til dansk pop, og det kan dårligt overraske, at journalisten i den forbindelse har stiftet bekendtskab med Tobias Rahim. Journalisten drog derfor til København for at mødes med Rahim i forbindelse med sangerens koncert i Royal Arena i starten af april.
Det er over de seneste år blevet mere almindeligt for amerikanske musikfans at lytte til pop på andre sprog end engelsk: I denne sammenhæng kan nævnes K-pop, spanske artister som Bad Bunny og dertil også franske artister, der har deltaget på store festivaler i USA. Dansksproget pop har dog ikke nydt noget amerikansk gennembrud endnu, men Tobias Rahim fortæller i interviewet, at det sagtens kan ske:
”Energifeltet her (den danske popscene, red.) er virkelig stærkt. Ethvert sprog, der konverteres til musik, kan være supersmukt”, lyder det fra Tobias Rahim.
I interviewet fortæller Tobias Rahim også om sine musikalske eventyr i reggaeton-duoen Camilo & Grande samt hans forsøg på at få et gennembrud i Ghana som afropop-artist under navnet Toby Tabu.
Det blev dog først i Danmark og med sine dansksprogede hits, som han har udgivet under navnet Tobias Rahim, at det helt store gennembrud er blevet en realitet. Rahim fortæller også under det halvanden time lange interview, at han ikke har nogen masterplan i forhold til at få et gennembrud uden for Danmark, men i stedet blot følger strømmen og ser, hvor han ender:
”Jeg elsker verden, og jeg føler virkelig en trang til at interagere med hele verden, men jeg elsker også at lave musik her (Danmark, red.)”.
Siden slutningen af marts har Tobias Rahim udgivet hele to singler – ”Toget” og ”Orange”, og til sommer kan popfænomenet blandt andet opleves på NorthSide, Tinderbox, Roskilde Festival og Smukfest. Der er derfor rig mulighed for at fylde sommeren 2023 med dansk musik fra en af tidens mest populære danske kunstnere, der stadig har til gode at bryde igennem i USA.
LÆS OGSÅ: ALBUMANMELDELSE: Herkules-mesterværk om Begrebet Angest