Nyhed

KÆRLIGHEDSALBUM: Hiphop-legende varsler første album i sytten år

Både The Weeknd, Justin Bieber og 21 Savage optræder i albumtrailer fra et af halvfemsernes helt store navne

Hvis man var ung i halvfemserne, vil man med stor sandsynlighed kunne huske Puff Daddys store 1997-hit "I'll Be Missing You" - med Faith Evans som medvokalist og det karakteristiske sample af The Polices "Every Breath You Take."

Siden har hiphop-fænomenet skiftet navn af flere omgange - og nu er han minsandten klar med sit første nye studiealbum i hele 17 år. Det fremgår af en ny trailer, hvor både hans afdøde partner Kim Porter og hans datter, Love Sean Combs medvirker - foruden en række prominente kolleger.

Justin Bieber, The Weeknd, 21 Savage, DJ Khaled, Swae Lee og Teyana Taylor optræder således alle i traileren, som starter med at Diddy - som han kalder sig nu - stiller det retoriske spørgsmål: "Hvorfor gør jeg det her?", hvorefter der klippes mellem livesituationer, studiesessions og bilture.


Det nye album har fået titlen The Love Album: Off The Grid og udkommer den 15. september. Tidligere i år har den idag 53-årige Diddy delt singlerne "Act Bad" og "Mandem." Hans seneste studiealbum i eget navn er Press Play fra 2006. I 2010 udgav han albummet Last Train to Paris sammen med gruppen Dirty Money.

GAFFAs rutinerede hiphop-anmelder Christian Grubert var begejstret for Press Play, som han tildelte fem stjerner ved udgivelsen for sytten år siden.

"Tekstmæssigt er albummet langt mere personligt end tidligere hørt fra Diddy, der denne gang skulle have skrevet en del selv … Men who gives a fuck, for Press Play er et musikalsk teaterstykke, ikke en musical, men en lille triumf," lød dommen dengang.


Diddys søn takker sin far efter dennes overfald

ANNONCE