Nyhed

LIVECOMEBACK: Onkel Reje klar med turnédatoer og nyt show

Den omdiskuterede børneentertainer har helt nyt show med på landevejen fra næste uge

Tidligere på året måtte musikeren og børne-TV-personligheden Mads Geertsen - alias Onkel Reje - sygemelde sig efter chikane og alvorlige trusler - tilsyneladende fra personer med tilknytning til det konspirationsteoretiske miljø, som beskylder Geertsen og hans fiktive alter ego for forskellige uhyrligheder.

For et par måneder siden forlød det heldigvis, at Geertsen var tilbage - og efter sommerens efterhånden traditionsrige turné med DR-kollegerne i Cirkus Summarum, er Geertsen fra næste uge klar til at tage Reje-figuren på landevejen igen.

Det bliver med det helt nye Onkel Rejes skideskøre gameshow, og der er linet jobs op på blandt andet Amfiscenen ved Værket i Randers, på Horsens Teater og ved Børnenes Kulturmøde på Mors, som finder sted i Nykøbing Mors senere på måneden. 


"Det synes vigtigere end nogensinde, at vi insisterer på, at kunsten er fri – også selvom der kan være forskellige holdninger til formen," udtalte direktør for Kulturmødet, Trine Bang, til Nordjyske i forbindelse med annonceringen af Onkel Rejes besøg tilbage in juni. Hun tilføjede:

"Personen bag figuren Onkel Reje har været igennem en hård omgang, men er gudskelov tilbage. Som Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje, selv har udtalt, så er Onkel Reje historiefortælling. Historier skal være frie, og det skal ingen lave om på."

I år kan Onkel Rejes debutalbum Onkel Rejes store pladehits fejre ti år jubilæum. Han var senest albumaktuel med En på snotten, som udkom sidste år og modtog fem stjerner i GAFFA. Det var i øvrigt også tilfældet, da Onkel Reje besøgte Musikhuset i Aarhus i efteråret '22.


Turnéplan

11/8 - Dynamo, Svendborg

12/8 - Fårup Sommerland


13/8 - Amfiscenen, Randers

19/8 - Gandrup Sportsfest, Gandrup

26/8 - Børnenes kulturmøde, Nykøbing Mors

8/10 - Horsens Ny Teater

GUIDE: Her er ti af Onkel Rejes bedste sange

ANNONCE