Nyhed

NEKROLOG: Robbie Robertson er død, 80 år gammel

Den canadiske rocklegende er afgået ved døden efter længere tids sygdom

En af 1960'ernes mest mindeværdige, canadiske guitarister og sangskrivere er gået bort. Det drejer sig om Robbie Robertson, der som central figur i The Band har været med til at sætte et væsentligt aftryk på periodens rockmusik - med koncerter på blandt andet Woodstock-festivalen i 1969, samarbejde med Bob Dylan i afgørende perioder af dennes karriere og en række eminente album fra 1968 og godt ti år frem.
Robbie Robertson blev 80 år og afgik ved døden onsdag i Los Angeles omgivet af sin familie, hedder det i en officiel erklæring fra Robertsons mangeårige manager, Jared Levine. Ved sin død havde Robertson for nylig færdiggjort musikken til vennen Martin Scorseses kommende film Killers of the Flower Moon.
Dermed nåede Robertson at levere musik til i alt fjorten film - foruden altså arbejdet med Dylan, de klassiske album med The Band og en en række soloalbum. Robertson var dybt engageret i den indfødte amerikaneres liv og udfordringer, og udgav i 1994 albummet Music for the Native Americans.
I udtalelsen fra Robertsons management fremgår det, at familien frabeder sig blomster i forbindelse med dødsfaldet, og i stedet henstiller til, at man donerer penge til opførelsen af et kulturhus i Six Nations of the Grand River - et canadisk reservat for medlemmer af seks forskellige, indfødte stammer.
Parløb med Dylan
Robbie Robertson - som egentlig hedder Jaime Robert Klegerman - blev født i Toronto, Ontario, den 5. juli '43 som søn af en jødisk far og en moder med rødder hos Mohawk-indianerne. Allerede som teenager begyndte han at optræde på de lokale scener, hvor han mødte sangeren Ronnie Hawkins.
  
Ved indgangen til tresserne indtrådte Robertson som guitarist i Hawkins backingband The Hawks, og det var sammen med øvrige medlemmer herfra - Rick Danko, Garth Hudson, Richard Manuel og Levon Helm - at Robertson efter afskeden med Hawkins dannede eget band under navnet Levon & The Hawks.
 
I '66 indskrev gruppen sig i rockens annaler, da de under navnet The Hawks agerede backinggruppe for Bob Dylan, som blot et år forinden havde sat strøm til sin guitar under sin dengang særdeles kontroversielle koncert på Newport Folk Festival i 1965.
 
Robertsons format som guitarist i de år kan opleves på livealbummet The Bootleg Series Vol. 4: Bob Dylan Live 1966 - The Royal Albert Hall Concert - som i øvrigt ikke er indspillet i Royal Albert Hall, men derimod i Manchester på samme turné.

Robbie Robertson sammen med Bob Dylan og The Band i 1976.
Robbie Robertson sammen med Bob Dylan og The Band i 1976.



Umiddelbart efter den europæiske turnés afslutning kørte Dylan galt på motorcykel og forsvand fra offentlighedens søgelys i godt halvandet år. I dén periode lavede han en lange række indspilninger med The Band - som de nu kaldte sig - der først så dagens lys ni år senere på dobbeltalbummet The Basement Tapes.
The Band debuterede selv med Music From Big Pink i 1968, efterfulgt året efter af The Band med centrale sange som "Up on Cripple Creek" og "The Night They Drove Old Dixie Down". Samme år optrådte The Band - uden Dylan - på Woodstock Music & Arts Fair med et sæt, som også var repræsenteret på det følgende års film fra festivalen.
 
Ikke mindst toneangivende Rolling Stone Magazine havde tidligt blik for bandets format som personlige fortolkere af klassiske, amerikanske musiktraditioner, og en stribe solide album fulgte gennem første halvdel af halvfjerdserne. De senere år er flere af de gamle The Band-album udkommet i flotte, udvidede boksudgaver - senest Cahoots (50th Anniversary Edition), som udkom i 2021.
 
Den sidste vals
 
Samtidig fortsatte det sporadiske parløb med Bob Dylan: I '71 dukkede Dylan op som særlig gæst ved The Bands nytårskoncert i New York City, og to år senere agerede The Band backinggruppe for Dylan på albummet Planet Waves.
Det efterfølgende år var Bob Dylan & The Band på en større stadion-turné, som er foreviget på dobbeltalbummet Before The Flood. Dylan var naturligvis også med, da The Band valgte at markere afslutningen på deres koncertaktiviteter med en stort anlagt afskedskoncert på spillestedet Winterland Ballroom i San Francisco i 1976.
 
Her deltog også Ronnie Hawkins, Neil Young, Dr. John, Emmylou Harris og en række andre af tidens største stjerner, og koncerten blev dokumenteret af Martin Scorsese i filmen The Last Waltz, som havde premiere i 1978.
 
Siden 1987 har Robertson udgivet fem studiealbum i eget navn - senest Sinematic fra 2019 - ligesom han har stået for musikken til flere Scorsese-film, herunder klassikere som Raging Bull og King of Comedy.
ANNONCE