Nyhed

Nyt producerforløb for kvindelige, transkønnede og nonbinære producere skal skabe mere diversitet i musikbranchen

Track That er et fokuseret producerlærlinge-forløb for kvindelige, transkønnede og nonbinære musikproducere i Danmark

– Over de seneste år er der sket en positiv udvikling, hvor gradvist flere kvindelige artister er kommet i frontlinjen og har fået plads på radiokanalerne og på Spotify-playlisterne. Men som kvindelige brancheaktører i musikindustrien, kan vi desværre konstatere, at der stadig er en markant mangel på kvinder i de mere usynlige lag her tænker vi særligt på producerstolen.

Sådan konstateres det i en pressemeddelelse, udsendt af et spritnyt initiativ, Track That.

Track That er et fokuseret
producerlærlinge-forløb for kvindelige, transkønnede og nonbinære musikproducere i Danmark.

– Manglen på kvindelige musikproducere, som producerer for andre artister, er så markant, at det næsten er umuligt at sende en artist i session med en kvindelig producer og få et kommercielt gangbart produkt som resultat, fortæller initiativtagerne og kvinderne bag projektet, Laura Dalgaard Christoffersen og Julia Aabjerg Bratland i en pressemeddelelse.

Det er et stort problem, understreger de, da produceren har en afgørende indflydelse på den musik, der bliver skabt, og på kunstneres musikalske udvikling. Den store kønsubalance resulterer i, at lytterne i dag stort set udelukkende bliver præsenteret for musik, hvis lyd i høj grad er produceret og udviklet af ciskønnede indbegrebet af mangel på diversitet, fastslås det i pressemeddelelsen.

Vil ændre på et ciskønnet miljø

Laura og Julia beskriver, at de med Track That ønsker at ændre på et ciskønnet miljø, hvor flere kvinder, transkønnede og nonbinære får mulighed for at etablere sig som professionelle musikproducere. De tror nemlig på, at musikken vil blive mere mangfoldig og dermed også mere spændende, hvis producer-feltet bliver mere diverst.

Projektet er bygget op som et lærlingeforløb på 8 måneder, hvor den udvalgte producerlærling indgår i ugentlige sessions og feedback-timer med en tilknyttet producer-mester. Derudover vil lærlingen få stillet et studie til rådighed. Det første år har Track That to lærlinge-pladser, og forløbet henvender sig til dygtige kvindelige, transkønnede og nonbinære producere, hvis næste skridt er at etablere sig professionelt.

De to initiativtagere er selv professionelle indenfor feltet, hvor Julia Bratland til dagligt arbejder som A&R Manager hos Sony Music og samtidig kan skrive coach hos DPA sangskriver camps på CV'et. Laura Christoffersen arbejder til dagligt som Label Manager hos ILK Musik og er projektleder hos Art Music Denmark. 

ANNONCE