Nyhed

DANSER UDEN DRENGE: Rie Rasmussen klar med solosingle

Danser med Drenge-sangerinden er klar med første sang i eget navn efter bruddet med sit gamle band

Det reggae-influerede, danske popband Danser med Drenge gik i opløsning i 2022 efter mere end 30 års levetid - og genopstod kort efter i en ny konstellation. Årsagen til opbruddet var nogle kontroversielle udmeldinger fra bandets bassist og sangskriver, Klaus Kjellerup, omkring den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 - kommentarer, som fik tre af hans bandmakkere til at trække stikket.

Nu er en af dem, Rie Rasmussen, så klar med første single i eget navn. Den har fået titlen "Jeg forstår," og i en pressemeddelelse forud for udgivelsen på fredag (den 24. februar, red.) udtaler Rasmussen:

"Jeg trådte ud af Danser med Drenge i 2022 af personlige årsager, og med omkring 700 livekoncerter og et utal af udgivelser siden 1994 i bagagen starter nu en ny musikalsk epoke for mig. Mange kæmper med sårbarhed, angst og depression og "Jeg forstår" er skrevet til netop disse mennesker - og ikke mindst deres nærmeste," siger Rasmussen og tilføjer:
"At være pårørende til et sårbart menneske er noget, som jeg selv samt tekstforfatter, Pia Brandt, har tæt inde på livet. Bekymringen for at miste, og for ikke at slå til som pårørende, er hverdag for mange. "Jeg forstår" er en kæmpe bunke kærlighed til alle, der har den præmis i livet. Jeg håber meget, I vil lytte til min sang."
Efter COVID19-pandemien og to år efter bruddet med sit gamle band glæder Rasmussen sig samtidig til atter at komme ud og optræde live: 

"Jeg er gladere end nogensinde før for at lave musik. Med nye sange og nye mennesker omkring mig glæder jeg mig vanvittigt meget til at få udgivet alle mine sange. Og ikke mindst til at komme ud og møde publikum igen. Det har været et kæmpe afsavn. Jeg har turneret nærmest konstant i 25 år, og det glæder jeg mig til at kunne gøre igen," lyder det fra Rie Rasmussen.


Danser Med Drenge udskyder turné efter internt Ukraine-drama

 

 


 

ANNONCE