Kashmir-frontmanden og billedkunstneren runder et skarpt hjørne i dag
Jeg kan stadig huske, første gang jeg oplevede Kasper Eistrup på en scene. Det var på spillestedet Pavillonen i Grenaa i 1994, og Eistrup var 21 år og på tur rundt i landet sammen med resten af Kashmir for at promovere debutalbummet Travelogue.
Og selvom bandet havde opnået en andenplads ved talentkonkurrencen DM i Rock året forinden, var det ikke til at forudse, at den unge mand med gedeskægget med tiden skulle gå hen og blive en af landets mest respekterede - og folkekære - rockmusikere.
I dag fylder Kasper Eistrup så 50 år. At dømme efter et nyligt interview i dagbladet Politiken, er der ikke umiddelbart nogen planer om en gendannelse af Kashmir, som senest spillede en række koncerter sammen i sommeren 2022. Til gengæld har Eistrup gennem årene opbygget et solidt renommé som billedkunstner.
Flyvende start
Kasper Eistrup er vokset op i Hellerup og Holte og fik for alvor smag for at spille musik, da han var elev på Kastanjevejens Efterskole på Frederiksberg i 1989. Her dannede han et band – der fik navnet Nirvana – og fortsatte med at spille på skolen efter at have afsluttet 10. klasse året efter.
Et lidt udskiftninger i gruppen bestod den af Eistrup, trommeslageren Asger Techau og bassisten Mads Tunebjerg, og de blev i 1991 enige om at skifte navn til Kashmir, opkaldt efter en sang med Led Zeppelin.
Gruppen gav adskillige koncerter de næste par år, og i 1993 blev de nummer 2 ved DM i Rock, kun slået af Dizzy Mizz Lizzy. Kort tid efter skrev de kontrakt med pladeselskabet Start, en del af multinationale Sony Musics danske afdeling, og i februar 1994 udgav de debutalbummet Travelogue, som straks blev en pæn succes, både anmelder- og salgsmæssigt. Musikken var inspireret af grunge, hård rock og funk, tilsat humoristiske tekster.
I 1996 udgav Kashmir deres andet album, Cruzential, som fortsatte stilen fra debuten. I 1999 udsendte de deres tredje album, det mere alvorlige og eftertænksomme The Good Life, som blev en massiv anmelder- og publikumssucces og blandt andet gav dem seks danske Grammyer og seks GAFFA-Priser.
Bidrag fra Bowie
I 2000 optog gruppen deres live-keyboardspiller og -guitarist Henrik Lindstrand som fast medlem. I 2003 udsendte bandet albummet Zitilites, der blev endnu en stor succes, og den blev i 2005 fulgt op af den ligeledes populære No Balance Palace, der havde gæsteoptrædener af så prominente navne som David Bowie og Lou Reed.
I 2010 udgav Kashmir så deres sjette og album, Trespassers, der endnu engang blev godt modtaget og blandt andet fik fem GAFFA-Priser. "Kashmir krydser på Trespassers deres eget spor uden at sætte noget over styr og samler de sidste 10 år af karrieren i et knugende og dybtfølt favntag," hed det konkluderende i GAFFAs femstjernede anmeldelse af albummet.
I 2013 fulgte blandet op med deres syvende og hidtil seneste album, E.A.R.. Kasper Eistrup har sideløbende med Kashmir arbejdet som billedkunstner og har blandt andet været dybt engageret i alle Kashmirs pladeomslag.
Eistrup er i skrivende stund aktuel med udstillingen Det halve menneske – Eistrup på papiret ved Kastrupgårdsamlingen i Kastrup. Udstillingen åbnede tilbage i oktober 2022 og løber frem til udgangen af januar.
Foruden egne udgivelser har Eistrup skrevet den dansksprogede sang "I stjerners sted" til Peter Bellis 1997-album Talisman og har arbejdet som producer på Kitty Wus debutalbum Privacy fra 2001.