I 1952 udgav NME deres første fysiske musikmagasin og stoppede i 2018. Nu vender det fysiske magasin tilbage.
Det britiske musik- og kulturmagasin NME (New Musix Express) valgte i marts 2018 udelukkende at være til stede online, da de nåede deres højeste læsertal nogensinde. På det tidspunkt havde de udgivet deres fysiske magasin på ugebasis i 66 år. I dag har NME, der både beskæftiger sig med musik, tv, film og spil, annonceret tilbagevendelsen af deres fysiske blad, der fremover udgives globalt én gang hver anden måned.
”Verdens førende musik- og popkultur-brand vil bygge videre på sin enestående arv af at præsentere det nyeste og det næste med en ny global og printet udgave hver anden måned - en bibel, som viser de bedste nye kunstnere og bands på jorden, sammen med eksklusive nye interviews, uundgåelige artikler, indsigt fra industrien og ekspertanmeldelser af de seneste udgivelser inden for musik, TV, film og spil,” står der blandt andet i deres annoncering.
Det nye NME-magasin vil få et dynamisk, nyt design, og forsiden præges af NME’s segment ”The Cover”, hvor de hylder nye talenter og bands som et udsagn for deres ”forpligtelse til at opdage nye musikere på et globalt plan”.
Ifølge NME når de i dag flere læsere, end de nogensinde har gjort, fortæller NME’s Group Chief Executive Officer, Meng Ru Kuok:
”NME har aldrig nået så mange mennesker, som det gør i dag, og vi er spændte på at omfavne vores arv og give opkommende kunstnere den anerkendelse og eksponering, de virkelig fortjener, samtidig med at vi skaber nye synergier og muligheder for både talenter og fans,” lyder det i annonceringen.
Deres print-comeback bliver en juli/august-udgave af magasinet, som vil være tilgængelig gennem musikforhandleren Dawsons, sammen med begrænsede oplag, der vil være tilgængelige via kunstnere, pladeforretninger og udvalgte partnere. På deres hjemmeside kan man læse mere om, hvor og hvornår kommende udgivelser vil blive tilgængelige.
LÆS OGSÅ: Danske bands hypes i NME