Lizzo fik 11-årig fan til at føle sig som en stjerne
Hun er kendt for kompromisløst og konsekvent at bakke sine fans og lyttere op i at elske sig selv, som man er.
Et faktum, der udspillede sig for øjnene af publikum til weekendens Lizzo-koncert i Sydney.
I flere videoer, der er lagt ud på sociale medier som TikTok og Instagram, ses Lizzo interagere med en ung pige blandt publikum, en video der nu er gået viralt.
Hun holdt et skilt med ordene: "Hjælp mig med at vise mine haters, at jeg er 100 procent den bitch", som er en reference til teksten i Lizzos "Truth Hurts".
Det fangede Lizzos opmærksomhed i sådan en grad, at hun tog sig tid til at stoppe op i koncerten og spørge den unge fan, hvorfor hun havde brug for Lizzos hjælp.
"Jeg bliver mobbet på sociale medier, og de fortæller mig altid, at jeg ikke er god nok," sagde hun i mikrofonen, Lizzo holdt oppe til hendes mund, og tilføjede, "jeg kan lide at danse og synge, og jeg vil gerne være som dig. Jeg elsker dig."
@dailymail She made her day 🥺 Lizzo brings concert to standstill as young fan opens up about bullying #lizzo #fyp #lizzobiggrrrls #viral #fan #sydney #Monroe #lizzbians ♬ original sound - Daily Mail
Den unge fan sluttede sig derefter til "About Damn Time"-sangerinden på scenen, som kærligt lagde armen om hende og fortalte sit publikum:
"Du er talentfuld, og du er smuk. Du kan gøre alt. Du er så ung, du kan nå at blive jordens bedste danser, lød det fra ”Truth Hurts”-sangeren.
Her stoppede den søde gestus dog ikke, for den unge fan fik på Lizzos opfordring også mulighed for at opføre en af sine danse – alt imens Lizzo selv filmede det på sin telefon.
"I skal ikke snakke dårligt om min bedste Monroe (den unge fan, red.) mere. Fra nu af skal I igennem mig først! Hun er en stjerne, hun er en diva!", sagde Lizzo fra scenen.
Videoen, som Lizzo optog, er efterfølgende blevet delt på diverse sociale medier, og fans er mildest talt oppe at køre over sangerindens handling.
"Gåsehud", skriver en bruger kort, mens en anden forklarer, at hun var til koncerten.
"At se det øjeblik, vil jeg aldrig glemme. Helt fantastisk".