Den alternative metalgruppe drager på Look Left-turné og skruer op for varmen i de kolde vintermåneder
Kalenderen skrev januar 1992, da det amerikanske band Helmet fik sit gennembrud på den alternative musikscene med albummet Meantime. Det Grammy-nominerede album sendte Page Hamilton og co. på verdensturné og ind på Billboard-listen med singlerne ”Unsung” og ”In the Meantime”: numre, der samlet er spillet knap 60 millioner gange på Spotify i skrivende stund. Nu vender den alternative metalgruppe tilbage til Danmark – denne gang på Gimle i Roskilde den 11. november.
Det er ikke længe siden, at vi i Danmark havde besøg af Helmet. De gæstede senest Aarhus og København i 2022 og før det i 2019 i forbindelse med deres 30-års jubilæum. Da de var her i 2022, var det oven på coronapandemien, og gruppen udtalte dengang, at de så frem til ”at komme tilbage til vores elskede europæiske venner, fans, byer, bølgende landskaber, lækker ikke-fast-food og tunge øl”.
I 2021 udgav de live-albummet Live and Rare, og deres seneste studiealbum Dead to the World (2016) fik fire ud af seks stjerner på GAFFA. GAFFAs anmelder knyttede blandt andet disse ord til anmeldelsen:
”De 11 sange udgør en kvalitetsmæssig rutsjetur, hvor eksempelvis ”Look Alive” hører blandt de absolut bedste, mens ”I Love My Guru” er i den anden ende. Når det for alvor kører af skinnerne, er det pga. Hamiltons vokal. På nogle af numrene er den nærmest skødesløst kastet hen over musikken, og det går ikke særligt godt i spænd med vokalharmonierne, han forsøger at udfolde. Jeg vil dog forsigtigt liste tommelfingeren i vejret med afsæt i de vellykkede sange. Dem er der flest af,” lyder det blandt andet.
Billetsalget til koncerten i Gimle er allerede startet, og du kan købe billetter på allthingslive.dk.