Det nye Insta360 GO 3 er mindre end en tommelfinger og vejer kun 35g
Trods den ringe størrelse og lave vægt lover Insta360, at deres nyeste kamera giver fede optagelser for de action-lystne.
Det nye kamera har et magnethus, der gør, at kameraet let kan monteres hvor som helst, du har lyst til at lave optagelser, og i lige de vinkler du har lyst til.
I den medfølgende Action Pod er der en vipbar touchskærm på 2,2”, så brugerne kan fjernstyre kameraet og få vist deres billeder, selv når GO 3 er monteret på steder, der er svære at komme til.
Ifølge producenten leveres GO 3 med en serie af magnetisk tilbehør, som skal være med til at gøre kameraet endnu mere kreativt i brug:
- Magnetisk halskæde: En cirkulær magnet, der kan bæres rundt om halsen og anbringes under tøjet, så GO 3 kan bæres problemfrit på brystet til førstepersons POV-filmning.
- Easy Clip: Et tilbehør designet til hatte, som placerer GO 3 oven på hovedet, hvor du kan filme håndfrit og fra en høj vinkel.
- Pivot Stativ: En genanvendelig selvklæbende holder, der gør det nemt at optage fra vanskelige vinkler. Stativet er helt nydesignet og har desuden et 1/4" gevind til montering på en selfie-stick eller et stativ.
Den medfølgende Action Pod opfylder tre forskellige funktioner til GO 3, den fungerer som et hus til GO 3, det er en fjernbetjening og en oplader, I know – hele tre ting.
Action Pod er også vandtæt ned til fem meter, så er du dykker, kan du stadig lave dine fede kreative film.
Der er en masse indbyggede funktioner, der via software gør det lettere at optage med kameraet – ikke mindst FlowState Stabilization og 360 Horizon Lock, der skulle sikre jævne optagelser selv i de mest actionfyldte situationer.
Opløsningen er hele 2,7K, hvilket er flot på så lille et kamera, og der er ingen begrænsninger på længden af klip, og batteriet er stort nok til, at du kan optage i 45 minutter uden at skulle lade kameraet op.
De to indbyggede mikrofoner skulle sikre bedre lyd end ved forgængerne, og der er kommet tre nye optagefunktioner, Pre-recording, Loop Recording og Times Capture.
GO 3 er på markedet nu, så du kan få det med på din sommerferie og lave nogle fede kreative film der, men billigt er det ikke. Den mindste version på 32GB koster 3.500 kroner, mellemstørrelsen på 64GB skal koste 4.000 kroner mens den største på 128GB koster 4.500 kroner.