Nyhed

TARGET GROUP FYLDER 20: ”Pladeselskaber skal altid være et skridt foran: Tag bare vores bar på Vesterbro – man kan ikke digitalisere en fadøl”

Hvordan ser fremtiden ud for pladeselskaberne, når dagens musikere med lethed selv kan udgive deres musik? Det og meget mere har GAFFA spurgt ejer Michael Hvolgaard Andersen om i anledningen af hans pladeselskab Target Groups 20-års jubilæum.

Michael Hvolgaard Andersen startede i en alder af blot 16 år sit eget fanmagasin på en Amiga 500-computer. Det blev starten på en nu 30 år lang karriere som autodidakt blæksprutte i den danske underholdnings- og musikbranche, og i år har hans pladeselskab Target Group 20-års jubilæum. I den forbindelse bringer vi på GAFFA et stort interview med Michael om, hvordan pladeselskabet overlevede overgangen til streaming, deres største succeser og fiaskoer, og om dengang Michael og Peter Belli fik et par store glas bourbon inden en prisuddeling.

”Lediggang er roden til alt ondt”

Target Group er et pladeselskab primært for hardrock- og metalartister og har navne som The Savage Rose, The Floor is Made of Lava og Tygers Of Pan Tang knyttet til selskabet. Da Michael starter Target Group i 2003, sker det efter, at det svenske plade- og distributionsselskab MNW gik konkurs. I tiden op til var en blot 27-årig Michael chef for selskabet, men interne stridigheder ledte blandt andet til, at nogle forlod selskabet for at skabe det nuværende Playground Music. De tog nogle af de største selskaber med sig, og konkurs blev derfor uundgåeligt.


- Cirka samtidig med MNW’s konkurs gik det danske distributionsfirma Nordic Metal også konkurs, hvor nogle af mine branchevenner arbejdede. Vi besluttede os sammen for at starte et nyt firma op, som så blev til Target Group. Faktisk startede vi i MNW’s gamle lokaler på Frederiksberg, fordi de var ret billige, fortæller Michael om starten i 2003.

Jeg spørger Michael ind til, om visionen for det nyopstartede Target Group adskiller sig fra Target Groups vision anno 2023, men branchemogulet gør det klart, at det eneste, der egentlig har ændret sig, er forretningsplanen.    

- I starten fokuserede vi på distribution, men siden pladebutikkerne og diverse kæder brød sammen omkring årtusindeskiftet, har vi løbet hurtigt. Vi har hele tiden skullet gentænke os selv, og det handler om altid at være et skridt foran. Man skal tænke på, hvordan branchen ser ud om to år og så lave de nødvendige justeringer nu i stedet for at vente, lyder det fra Michael, som fortsætter:


- Da butikkerne først brød sammen, startede vi vores label Target Records, og da det fysiske salg begyndte helt at forsvinde, startede vi vores bookingafdeling og vores første festival, Nordic Noise.

Da digitalisering og streaming for alvor overtog musikbranchen, måtte det nu bredtfavnende pladeselskab Target Group gro sig et par endnu længere arme – og det gjorde de så.

- Vi flyttede til Vesterbro og startede Zeppelin rockbar i 2014: en fadøl, det ved man, hvad er – og man kan ikke digitalisere en fadøl, fortæller Michael og fortsætter:


- Senest er jeg gået ind i at investere i ejendomme og et musikstudie. Jeg er en rastløs sjæl, og ting bliver hurtigt kedelige for mig. Derfor er det for mig vigtigt hele tiden at være i gang og finde på nye ting, der kan stimulere krop og sjæl, så man ikke sidder og grubler. Lediggang er roden til alt ondt, lyder det fra Target Groups ejer.

Det handler om troværdighed

Target Group kan bryste sig af at have store navne i folden som for eksempel The Savage Rose, og de har tidligere også haft Malk de Koijn og andre navne, der før sin tid hos Target Group var på store multinationale selskaber som Universal, Sony og BMG. Og hvordan overbeviser man dem om i stedet at slutte sig til Target Group? Først og fremmest handler det om netværk, mener Michael.

- Netværk, netværk, netværk. Det er en enormt stor del af det. Derudover kan vi tilbyde professionelle aftaler, der ofte ikke er lige så bindende som hos major labels, og generelt et tættere samarbejde. I dag fokuserer major labels også meget på ”quick fixes” i form af singleudgivelser og digitale streams, hvor vi holder det mere ”old school” med fokus på albumformatet og det fysiske format, fortæller Michael, der mener, at den mere langsigtede strategi tiltrækker mange kunstnere.

- Vi tror på det håndværk, som vi har lavet i 20 år, stadig virker, og vi har også stadig album på hitlisten og sange i radioen. Vi har også lært af fortiden og ved derfor, at vi kun skal arbejde med musik, som vi sætter pris på og selv forstår.

Michael indrømmer i den forbindelse, at når Target Group har forsøgt at signe noget, de mente kunne blive en kommerciel succes, men som de ikke selv satte pris på, er det fejlet. Jeg spørger Michael – en smule grovkornet – om det ikke er at komme lidt til kort som pladeselskab, eller om han snarere mener, at det er en af Target Groups kvaliteter.

- Jeg synes, at det er en kvalitet. Man skal igennem mange forskellige processer i et firma, før man finder ud af, hvad det er, man kan, og hvad det er, man står for, og hvor det er, man har sit netværk. Musiknetværket har mange retninger og grene, og hvis man arbejder med kommerciel dansemusik, så er det naturligvis en god idé, at man har forskellige dj’s omkring sig, som arbejder med den type musik. Det har vi ikke, og det er ikke en type musik, som vi sætter specielt meget pris på, fortæller Michael, der nu ikke vil klandres for ikke at have givet tingene et forsøg:

- Vi har prøvet os ad med nogle forskellige ting gennem tiden, hvor vi har tænkt: Hvor svært kan det være? Men det er altid et spørgsmål om know-how og netværk, og det er ikke noget, man lige får etableret ved at tage et kursus eller ved at tage et hurtigt smut på Spot Festival.

I sidste ende er det for Michael og Target Group også et spørgsmål om troværdighed. Folk gennemskuer dig lynhurtigt, siger Michael og fortsætter:

- Hvis jeg siger, at noget er det fedeste i verden, så vil jeg også gerne mene det. Og hvis jeg reelt set ikke mente det, ville folk opdage det med det samme. Hvis man vil sælge de rette historier til de rigtige mennesker, så er det også vigtigt, at man for eksempel som PR-person synes, at det her er noget, der er værd at sælge.

Det er vigtigt at være fysisk til stede i miljøet

Target Group er i dag med til at drive de nævneværdige festivaler Nordic Noise, Næstved Metalfest, Death Coast, Odense Metalfest og Udgårdsfest. Derudover har de som nævnt rockbaren Zeppelin på Vesterbro. Jeg spørger Michael, om disse initiativer er et udtryk for, at Target Group prioriterer at være fysisk til stede i det miljø, de selv arbejder med at fremme.

- Det er altid vigtigt at være fysisk til stede og møde folk face-to-face. Jeg har i dag – i en alder af 48 år – svært ved at være på en festival med 20.000+ gæster mere end én dag, hvis der ikke er et større formål. Derfor vil jeg også hellere arrangere tingene selv og rende rundt som en stresset, skoldet skid eller repræsentere artister, når de spiller på andre festivaler, fortæller han og fortsætter:

- Husk på, at jeg arbejder med musik 24/7. Jeg skifter altså ikke til musiktøjet, når jeg skal på festival eller til koncert. Det er en livsstil for mig på godt og ondt.

Target Groups satsning på livemarkedet og status som barvirksomhed bliver også nævnt, da jeg spørger Michael ind til deres største succeser. Ja, faktisk som nogle af de væsentligste:

- Uden vores satsning på livemarkedet og barvirksomheden havde Target Group måske ikke været her i dag, og alene dét at drive et professionelt musikselskab helt uafhængigt i 20 år er i sig selv også en bedrift. Vi har haft de bedste resultater nogensinde i de senere år, og vi har bygget et stort bagkatalog op, der arbejder for os. Før og under corona var jeg hele tiden usikker på fremtiden. Det er jeg ikke mere. De to-tre år med corona og nedlukning tvang mig til at rydde op, og derfor har vi nu en stram og sikker forretningsmodel, siger Michael stålfast.

I forhold til artistsucceser fremhæver Michael Volbeat, The Floor Is Made Of Lava, The Savage Rose, Malk De Koijn, Tygers Of Pan Tang, Søren Andersen, Juncker og Mike Tramp.

Der vil altid være artister, der har brug for andet og mere end dem selv

Target Group har bevist sit værd som pladeselskab af flere omgange over de sidste to årtier, og Michael har fuld tillid til, at fremtiden er på deres side. Michael fortæller, at de i gennemsnit modtager 30 henvendelser om ugen fra diverse artister, og at Target Groups udgivelsesprogram og diverse andre planer for 2024 allerede er på plads.

Musikbranchen udvikler sig fortsat, og selvom Target Group måske har guldmedalje i at ride stormen af, er hverken Michael eller jeg i besiddelse af en spåkugle. Jeg er derfor stadigt nysgerrig på, om Michael mener, at pladeselskaber generelt har en fremtid, og hvordan den i så fald vil se ud.

- Der vil altid være artister, der har brug for et professionelt set-up med sparring og hjælp til udgivelse, promovering, markedsføring og så videre. Artister har også brug for et firma, der tager en økonomisk risiko for dem ved at stille penge til rådighed til fx musikvideoer, PR-personer og lignende. Ja, der er tilfredsstillelse ved at gøre tingene selv både som musiker og handyman, men i det lange løb skal man holde fast i det, man er god til og lade andre om det samme.

- Professionelle firmaer har også adgang til billigere tryk, grafikere og lettere adgang til de forskellige gatekeepers, og i sidste ende er det rart for de fleste musikere, at der er andre, der har noget på spil på deres vegne. Dem, der streamer bedst i dag, og som hyres oftest, har også professionelle bag sig – sådan er det bare.

Da rocklegenden Peter Belli gik bort i starten af juni, var det Target Group, der udsendte pressemeddelelsen. Peter Bellis søn Michel Belli og hans band Den Syvende Søn er også tilknyttet Target Group, og da de for nyligt udsendte deres fjerde album Alt på spil var en far-og-søn-duet ved navn “En sidste sang” at finde på pladen.

Michael har arbejdet løst og fast med Peter Belli i over 20 år, og jeg spørger ham derfor afsluttende om, hvad hans forhold var til den folkekære kunstner.

- Første gang jeg arbejdede med Peter var på Bonnier, hvor Belli udsendte Når timerne bliver små. Albummet blev en stor succes, og jeg husker tydeligt vores lyttesession i Ivan Pedersens studie og det tætte samarbejde med Poul Martin Bonde. Poul Martin kontaktede mig en årrække senere og inviterede mig hjem til en snak omkring et nyt samarbejde med Belli, fortæller Michael og fortsætter:

- Resultatet blev albummet Evig og altid. Sidenhen har jeg besøgt Peter og June privat et par gange – blandt andet i forbindelse med, at Peter Belli fik IFPI’s ærespris i 2003, hvor jeg repræsenterede dem under prisoverrækkelsen. Den dag husker jeg meget tydeligt på trods af, at Peter og jeg fik nogle store glas bourbon, inden taxaen hentede os og kørte os til Forum, fortæller Michael, der selv blev spurgt af familien, om han ville udsende pressemeddelelsen om Peters bortgang.

- Den Syvende Søn spillede “En sidste sang” i kirken under begravelsen, og jeg var rørt til tårer. Det var Michel, der spurgte mig, om jeg ville udsende pressemeddelelsen om Peters bortgang, så familien kunne få et filter og en ekstern afsender. Det var jeg selvfølgelig stolt af og sagde med det samme ja til det.

Sådan er livet altså gået af snoede veje for ejeren af pladeselskabet Target Group, der synes at vide, at der er værdi i at stoppe op, men ikke for hvad som helst og aldrig for længe ad gangen.

 

 

ANNONCE