Nyhed

Tinderbox ramt af endnu en aflysning: Forbrugerrådet Tænk retter skarp kritik

Der er dog allerede fundet en erstatning

Lige før festivalstart skete dét, der bare ikke må ske. Tinderbox kunne onsdag aften fortælle, at de var blevet ramt af endnu en aflysning. Denne gang er det den britiske singer-songwriter Cat Burns, der har meldt afbud i sidste øjeblik.

I stedet stiller Tinderbox fredag med irske Cian Ducrot, som de beskriver som "næste skud på den musikalske kærlighedsstamme". Festivalen sammenligner Cian Ducrot med navne som Lewis Capaldi, Dermot Kennedy og Dean Lewis, og fremhæver blandt andet nummeret "I'll Be Waiting".

I forvejen har Tinderbox været hårdt ramt af aflysninger og har måttet lave en del justeringer i programmet.

For blot to ugers tid siden meddelte festivalen, at Black Eyes Peas havde aflyst som følge af logistiske udfordringer. Det amerikanske hovednavn erstattes af danske The Minds of 99

Også britiske Raye, danske Jada og britiske Dylan og Oliver Malcolm har aflyst koncerter på Tinderbox.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været stærkt udfordret i år, hvad angår aflysninger, sammenlignet med sidste år, hvor vi kun havde en enkelt. Det er svært at forberede sig på: Logistiske problemer, en artist der får tilbudt et once in a lifetime supportjob for en af tidens største stjerner, og så senest fantastiske Jada, som selvfølgelig skal passe på sig selv og sit barn. Vi er meget glade for de erstatninger, vi har fundet, men håber selvfølgelig, at vi ikke skal ud og finde flere. Og så glæder vi os bare til at få skudt årets Tinderbox i gang, lød det fra festivaldirektør Brian Nielsen, ovenpå nyheden om Black Eyed Peas' aflysning.

Lugter af vildledning

Ovenpå de mange aflysninger, stiller Forbrugerrådet Tænk nu en skarp kritik af festivalen. De mener, at festivalen burde have informeret billetkøbere langt tidligere om, at Black Eyed Peas havde aflyst.

Allerede 10. maj luftede bandet sommerens turnéplan på sociale medier, og den inkluderede ikke den fynske festival. Men først 4. juni meddelte Tinderbox, at Black Eyed Peas af logistiske grunde ikke kunne spille.

Og det vækker kritik hos Forbrugerrådet Tænk.

- Det er rigtig problematisk, at man fra festivalens side har vidst i en måned, at et af hovednavnene ikke kommer og spiller, inden man melder det ud, så jeg kan godt forstå, hvis der er forbrugere, som føler sig ført bag lyset, siger jurist i Forbrugerrådet Tænk Martin Bruun-Houmølle til Ekstra Bladet.

Tinderbox forklarer over for Fyens Stiftstidende den sene udmelding med, at man havde lavet en aftale med Black Eyed Peas' manager, og at man i øvrigt ikke kunne fortælle, at de ville blive erstattet af The Minds of 99, før orkestret havde spillet på Heartland Festival.

Men den forklaring holder ifølge Forbrugerrådet Tænk ikke.

- Jeg skal ikke kunne sige, hvilke indbyrdes aftaler de har lavet med en manager, men det ændrer ikke på, at de også har forpligtelser over for deres kunder. Det lugter af vildledning, at man har siddet inde med en viden om, at et af hovednavnene ikke kommer alligevel. De har vidst, at det, de har reklameret for, faktisk ikke er det, de sælger, og så er det helt irrelevant for forbrugeren, hvilke andre aftaler de har lavet, siger Martin Bruun-Houmølle.

Tinderbox afholdes fra i dag, torsdag, til lørdag i Odense. 

 

 


ANNONCE