Espen Strunks nye bog om børnemusikkens danmarkshistorie udkommer onsdag
Han har skrevet biografier om markante sangskrivere som Benny Holst, Björn Afzelius og Søren Kragh-Jacobsen, han har været medforfatter på Iben Hjejles selvbiografi, og han har udsendt et udvalg af sine bedste musikerinterviews i bogform.
Når den i dag 42-årige cand.mag. og mangeårige GAFFA-skribent Espen Strunk onsdag den 10. maj udgiver sin niende bog, handler det imidlertid hverken om rockmusik eller stjernebiografier, men derimod om den righoldige, danske børnemusiktradition gennem de sidste knap 100 år.
"Det er historien om en enestående insisteren på at tage børn alvorligt. Og om alle de velkendte favoritter, fra Bennys badekar, Kaj & Andrea og Bamse & Kylling til 1990’ernes populære Åh Abe-serie – og videre ind i et nyt årtusinde, hvor børnemusikken gradvist er blevet udfaset, fordi voksenkulturen i stigende grad har vundet indpas i børneværelset, men hvor figurer som Onkel Reje holder fanen højt," hedder det i en pressemeddelelse, som fortsætter:
"Gennem nye interviews med en række centrale kilder fortælles historien om en genre, de fleste har et forhold til – og om, hvordan både den pædagogiske og musikalske mode har udviklet sig gennem de sidste tres år, hvor børnemusikken herhjemme har afspejlet et særligt progressivt syn på ikke bare musikpædagogik, men også på børn og børneliv i bredere forstand," skriver forlaget Turbine.
En særlig tid
Hvis du siger missetand - dansk børnemusiks historie markeres med et foredrag på Dokk1 i Aarhus den 7. juni - billetter kan erhverves her. Vi har stillet Strunk fem hurtige spørgsmål i anledning af den nye bog.
Hvorfor har du valgt at skrive denne bog?
Fordi der er tale om at særligt stykke musik- og kulturhistorie, som besynderligt nok aldrig har været genstand for en samlet præsentation før. Børnemusik er mange ting - herunder en masse kommercielle produkter. Men det er også historien om nogle mennesker, som har taget opgaven - at lave god børnekultur - alvorligt, ud fra en overbevisning om, at det rent faktisk betyder noget, hvad vi putter i hovedet på vores børn.
- Astrid Gøssel tilbage i 20'erne, Povl Kjøller halvtreds år senere og Onkel Reje i dag har det til fælles, at de anerkender barndommen som en særlig tid med sin egen eksistensberettigelse og egne kvaliteter - fremfor et forstadie, som skal overstås, så vi kan blive "rigtige" mennesker - altså voksne.
Hvornår er den danske børnemusiks guldalder efter din mening, og hvorfor lige dér?
Både hvad angår antallet af kvalitetsudgivelser for børn og generelt fokus på feltet, må perioden fra slutningen af 1960'erne og godt 15 år frem klart siges at være genrens guldalder. Samme periode, som var rockens guldalder, hvilket ikke er tilfældigt. Det var en periode, hvor rytmisk musik spillede en vigtig, betydningsbærende rolle i samfundet, som den ikke har gjort siden.
- Der er også et klart personsammenfald mellem rock og børnemusik fra perioden - nogle af de første, progressive børneplader blev indspillet af folk fra Københavns folkmiljø: Trille, Povl Dissing, Cæsar med flere. Og på halvfjerdsernes bedste børneplade er det nogle af periodens fremtrædende rock- og jazzmusikere, som leverer musikken.
Pengestyret samfundsmaskine
Hvordan har den danske børnemusik det lige nu? Og hvordan ser dens fremtid ud?
Børnemusik spiller ikke samme rolle i dag som tidligere. Det nytter ikke rigtig noget at begræde; samfundet udvikler sig, og dermed også kulturen. Når det er sagt, kan man godt ærgre sig over, at musikken ikke får lov at fylde mere i børns liv, for eksempel i skolen. Det er i sidste ende en politisk prioritering.
- Rent personligt er jeg af den overbevisning, at musik og bevægelse kan give børn noget, som de ikke får andre steder - og som kan være med til at skabe mere harmoniske og lykkelige mennesker. Vi kan tidsnok komme ud og blive "driftsikre hjul i en pengestyret samfundsmaskine" - for nu at bruge Jan Toftlunds formulering. Som samfund burde vi være rige nok til at fokusere på andet end økonomisk vækst.
Kan voksenmusikere lære noget af børnemusikerne, og i så fald hvad?
Børnemusikere er en lige så varieret gruppe som voksenmusikerne - og som sagt har der også været et vist personsammenfald. Dybest set handler det vel om at have en vision - pædagogisk, kunstnerisk eller begge dele - og så forsøge at udfolde den efter bedste evne. Og så handler det om ikke at kunne lade være. Man kan som regel mærke, om kunst er drevet af indre nødvendighed eller af håbet om at tjene penge.
Ondsindet idioti
Lige nu taler hele landet om truslerne mod Onkel Reje, som er interviewet i din bog. Hvorfor tror du, han provokerer nogle så meget - og forstår du kritikken af ham?
Vi taler om to ting her. Dels har der ganske rigtigt værende en løbende kritik, som handler om, at den uregerlige og grænsesøgende Onkel Reje-figur skulle være en skadelig indflydelse på børn. Mødre, som mener, at det er Rejes skyld, at deres børn ikke vil i bad, og en nordjysk præst, som mener, at han fremmer satandyrkelse.
- Den slags er bare ubegavet, og som sådan let at afskrive. De aktuelle trusler har derimod rødder i en ny variant af ondsindet og skadelig idioti, nemlig de - mere eller mindre organiserede - konspirationsteorietikere, som for alvor blev synlige under COVID19-pandemien. Kort sagt: Jeg er 100 procent på Rejens side - og håber, at de relevante myndigheder tager hånd om resten.
Hvem er din yndlings-børnesang, og hvorfor lige den?
Det er et umuligt spørgsmål. Trille og Niels Lunds "Bare det var søndag altid" er stærk. Asger Pedersens "Blæsten kan man ikke få at se" - sunget af dukken Lillebror i Kikkassen - er ren poesi.
Af lidt ældre dato er nogle af Harald Bergsteds sange fantastiske - for eksempel "Jeg ved en lærkerede" og "Solen er så rød mor." Bergstedt blev nazist i 40'erne og var cancelled på DR indtil starten af 60'erne. Alligevel insisterede Gunnar Nyborg-Jensen på at have hans sange med i De smaa synger fra 1948 - det var modigt og klarsynet. Man skal ikke censurere poesi.
KLASSIKEREN FYLDER 50: Da Povl Kjøller revolutionerede børnemusikken
