Nyhed

Ny Musikhandlingsplan: Dansk musik i alle afkroge får et markant økonomisk boost på 66 millioner

Pengene skal skabe mere lokalt musikliv og flere internationale superstjerner. Og så skal flere kvinder satse på musikken som levevej, lyder det i en pressemeddelelse

I alt kan musiklivet se frem til 224,74 millioner kroner de næste fire år. De penge går blandt andet til at skabe flere lokale musikoplevelser, øge talentmassen, få flere kvinder i musikken og samtidig hjælpe danske artister til internationale gennembrud. Samtidig øges flere stærke ordninger og initiativer, som sikrer en væsentlig del af musikernes levebrød. Det gælder eksempelvis støtten til at dække musikernes transportudgifter, og så får spillestederne yderligere økonomisk hjælp til at skabe flere koncerter.

Handlingsplanen sikrer dermed et løft til hele det danske musikliv, så der kan skabes store musikoplevelser på flere steder i hele landet. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg vil gerne huskes som en minister, der fik sparket ekstra gang i musikken. Denne her plan skal få musik og glæde ud i alle afkroge af landet, og samtidig udbygger vi den affyringsrampe, der få danske artister ud over Danmarks landegrænser. Vi skal have Danmark og dansk musik endnu mere på musikkens verdenskort - både som oplevelse og levevej. Det er kort sagt visionen i planen, som heldigvis bakkes bredt op på tværs af partier.”


Nyt innovativt projekt skal sparke gang i musiklivet – helt lokalt
 
Et af de nye initiativer på musikhandlingsplan er et projekt igennem Det Danske Rock Akademi, som skal skabe liv og musikglæde helt tæt på borgerne. Ideen er, at hvis en lokal ildsjæl kan mobilisere 100 mennesker til at betale 100 kroner, og så kan man lave en koncert og tilmed sikre sig mod et potentielt underskud. Håbet er at sparke liv i lokale forsamlingshuse, sportshaller eller andre steder, hvor lokalbefolkningen ønsker at skabe liv og glæde.

Flere kvinder på scenerne

Flere initiativer i musikhandlingsplan skal afhjælpe den skæve kønsbalance, som i dag eksisterer på musikområdet, lyder det endvidere i handlingsplanen. I dag satser alt for få kvinder på den professionelle musik, ligesom mændene sidder tungt på rettighedskronerne. Helt konkret går 9 ud af 10 kroner fra KODA til en mandlig musiker. Under navnet ’Musiklivets talentrapport’ sættes der derfor nu gang i en konkret udredning af talentmassen, der blandt andet skal stille skarpt på pigers frafald på musikskolerne og kortlægge, hvordan man kan bevare engagementet hos alle de musikalske talenter på tværs af køn og baggrund. Desuden får Initiativet SheCanPlay økonomisk opbakning til at hjælpe flere kvinder til succes i den mandsdominerede musikbranche.

Talenter skal gro

Det er vigtigt, at få musikken ud til endnu flere børn og unge – både som publikum og udøver, lyder det i pressemeddelelsen. Musikhandlingsplanen sætter derfor fokus på talentudvikling, så flere kan se en karriere for sig i musikken og kan få gode rammer for at udfolde deres musikalske potentiale. Blandt andet indeholder musikhandlingsplanen støtte til Bandakademiet og Den Unge Kunstneriske Elite, som er med til at hæve de unge talenter til det næste niveau.


Dansk musik ud i verden

Danske musikere er i verdensklasse, og derfor findes der et stort uforløst potentiale for at få dansk musik ud over stepperne til udlandet. Det kræver en koordineret, strategisk indsats for at udbrede dansk musik i udlandet og for at sætte et varigt aftryk på det musikalske verdenskort. Et øget tilskud til Music Export Denmark og centrale aktører fra musikbranchen skal være med til at få flere danske kunstnere ud over affyringsrampen og ind på de internationale musikmarkeder. 

Løft af transportstøtte og spillesteder

Tidligere musikhandlingsplaner har indeholdt støtteordninger, som gennem flere år har vist sig at være velfungerende og værdsatte. Danske musikere skal fortsat kunne regne med at få dækket transportomkostninger til og fra koncerter og opnå professionel honorering, når de spiller koncerter rundt omkring i landet. Derfor indeholder musikhandlingsplanen for 2023-2026 et ambitiøst løft af transportstøtten, honorarstøtten og midlerne til de regionale spillesteder. 

Læs hele musikhandlingsplanen her 


ANNONCE