Nyhed

KOMMENTAR: Jo, prisshows er stadig relevante – ikke mindst GAFFA-Prisen

For nylig blev jeg spurgt, om jeg ville medvirke i et interview på Radio4 om, hvorvidt awardshows, herunder musikpriser, stadig var relevante.

Ole Rosenstand Svidt er chefredaktør for GAFFA

For nylig blev jeg spurgt, om jeg ville medvirke i et interview på Radio4 om, hvorvidt awardshows, herunder musikpriser, stadig var relevante. Anledningen var den kritik, Grammy-showet er blevet mødt af fra især Drake og The Weeknd, som har kaldt showet henholdsvis racistisk og korrupt, og som derfor nægter at lade sig nominere til de tidligere så prestigefulde priser.

Drake var sur over at blive nomineret i (og siden vinde) en rap-kategori i stedet for pop for sangen ”Hotline Bling” i 2017 og mente, at Grammy-juryen per automatik antog ham for rapper, fordi han er sort – og skal det siges, jo også rapper nogle gange, men altså ikke på ”Hotline Bling”. Og The Weeknd kaldte juryen for korrupt, fordi han slet ikke var nomineret til noget som helst til Grammy 2021, selvom han året forinden havde udgivet et af årets globalt mest streamede og solgte album, After Hours. Anklagen med uddybet med, at en række af Grammy-vinderne kåres af en stor jury bestående af mange tusind professionelle musikere, men andre, herunder de allervigtigste som eksempelvis årets album, blev dengang kåret af meget mindre juryer, som ingen vidste hvem var.


Grammy-arrangørerne har reageret på kritikken ved at fjerne de hemmelige, små juryer, men Drake og The Weeknd er stadig sure. Og mange diskuterer, om tiden er løbet fra de store prisshows, hvor også eksempelvis Oscar og Golden Globe er blevet kritiseret for racisme og manglende repræsentation af kvinder og minoriteter.

Jeg sagde i Radio4-programmet, at jeg mener, at de store prisshows stadig er relevante som en hyldest til musikåret, der gik, bare arrangørerne sørger for netop diversitet og åbenhed om, hvem der kårer vinderne. Åbne er eksempelvis Danish Music Awards, mens det stadig er mig en gåde, hvem der sidder i P3 Gulds jury, ud over at det nok er nogle P3-ansatte.

Den 2. marts er der så GAFFA-Prisen i Musikhuset Aarhus. Her er det som sædvanlig læserne, der kårer vinderne, på baggrund af indstillinger fra GAFFAs redaktion, som har gennemgået musikåret 2022 og indstillet kunstnere på baggrund af deres kunstneriske og/eller kommercielle gennemslagskraft i det forgangne år. Det synes vi er mest fair, og det giver en pris med en passende blanding af ekspertviden og folkelighed.


Og nej, det behøver ikke at betyde, at de kunstnere, der topper hitlisterne, automatisk er dem, der løber af med priserne. GAFFAs læsere er kræsne og kritiske og deler ikke nødvendigvis smag med den såkaldt almindelige dansker, hvem denne så end er. Selv efter 32 års uddeling af priserne bliver jeg stadig ofte overrasket over, hvem der vinder de forgyldte statuetter – og det bliver altid en forrygende fest. Vi ses!

LÆS OGSÅ: Grammy Awards 2023-voteringen er i gang: Flere stjerner er allerede pissed

ANNONCE