Nyhed

POPKOMETER ÅBNER ORANGE SCENE: ”Det er helt uvirkeligt, at vi får lov til det”

GAFFA-prisvinderen af ”Årets Nye Navn” får æren af at åbne Orange Scene til sommerens Roskilde Festival

I dag fuldender Roskilde Festival deres line-up for 2023 med offentliggørelsen af de sidste 69 navne. Derudover løfter festivalarrangørerne sløret for, hvem der får lov at åbne Orange Scene på dette års Roskilde Festival. I pressemeddelelsen står det sort på hvidt: Det bliver de danske popkometer fra Blæst, der løber med den prestigefulde tjans.

Det danske popband Blæst spillede også på Roskilde Festival sidste år, men her var bandet altså fortsat undervejs til deres nuværende succes, og koncerten foregik derfor på Rising-scenen. Den noget mere beskedne Rising-scene blev til gengæld også fuldkommen overrendt under Blæsts koncert, hvor mere end 20.000 ivrige festivalgæster og begejstrede fans var mødt op for at danse til gennembrudshittet ”Juice”.

Kort efter koncerten udgav Blæst ep’en Stiv Kuling, der modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder. GAFFAs anmelder hæftede sig her ved, at kvartetten i løbet af få år er blevet ”synonym med dansk popmusik fra øverste hylde”. Blæst vandt ligeledes prisen som ”Årets nye navn” til dette års GAFFA-prisen.


Orange Scene er intet mindre end Nordeuropas største, og medlemmerne af Blæst udtaler i en pressemeddelelse, at de klar over, hvilken stor og ærefuld opgave der er blevet betroet dem:

"Roskilde Festival ligger alle vores hjerter meget nær. At spille på Orange Scene er en drøm og noget af det største, man kan opnå som musiker i Danmark. Det er helt uvirkeligt, at vi får lov til det," fortæller Blæst og fortsætter:

"At stå på Nordeuropas største scene er et kæmpe ansvar og en utroligt stor opgave at blive betroet. Derfor er vi blevet nødt til at rykke vores liveshow to-tre gear op. Vi forbereder os og sigter efter at løfte den opgave og give publikum lidt mere, end hvad de måske kom efter, afslutter de."


Roskilde festivals programchef, Anders Wahrén, fortæller ligeledes i pressemeddelelsen opgaven som Orange-åbner og begrunder valget af Blæst med ordene:

"Opgaven som Orange-åbner har altid været præget af stor bevågenhed, og den vil vi gerne udnytte til at give et boost til et band, der virkelig har fortjent det, og som vi er sikre på kan omsætte denne mulighed til noget helt særligt. Alle der kommer på Roskilde Festival bør ikke snyde sig selv for at opleve et fantastisk band i helt unikke rammer."

I oktober 2020 måtte Blæst aflyse store dele af deres Stiv Kuling-turné grundet den stress, der fulgte i kølvandet på et skelsættende år for de unge medlemmer. Heldigvis er den modvind overstået, og Blæst har meldt sig tilbage på banen – senest med singlen ”All in”, hvor den danske rapper Lamin også har lagt et vers.


LÆS OGSÅ: BLÆST-INTERVIEW: En vanvittig ungdom

ANNONCE