Nyhed

EN LYDLIG OG FILMISK OPLEVELSE: Efterklang annoncerer unik koncert i forbindelse med ny dokumentarfilm

Det populære band får selskab af intet mindre end 24 makedonske musikere, når de gæster CPH:DOX i foråret

Nogle gange opstår der idéer, som man bare bliver nødt til at føre ud i livet. 20 år inde i deres karriere fik det danske band Efterklang idéen om at tage til Nordmakedonien og bruge en uge på at sammensætte et band bestående af lokale musikere. Målet var at optræde foran det historiske monument Makedonium, som hylder landets frihed og uafhængighed.

Den oplevelse og kreative proces er der kommet en dokumentarfilm ud af med instruktør Andreas Johnsen bag kameraet, og som publikum kan opleve den 23. marts 2024 til festivalen Cph:dox. I den forbindelse spiller Efterklang i umiddelbar forlængelse af dokumentaren en særlig koncert, hvor de inviterer 24 makedonske musikere med på scenen. Sammen spiller de både nye og klassiske Efterklang-sange samt lokale makedonske sange og jams.

Om den kommende koncertoplevelse fortæller Efterklang i en pressemeddelelse:


”Vi er så taknemmelige for, at det her kan lade sig gøre og har samtidig en helt ublu fornemmelse af, at det bliver en uforglemmelig oplevelse for publikum og alle på scenen. Vi glæder os til, at filmen bliver vist og til at samle det her fantastiske orkester igen. Da vi spillede sammen første gang foran Makedonium-monumentet oppe i bjergene i den lille by Kruševo, føltes det som noget langt større end bare en koncert. Det var som en magisk og smuk manifestation af kreativitet og gæstfrihed. Det mindede os om, hvorfor vi elsker musik, og hvor samlende det kan være. Et stærkt øjeblik, som vi ser frem til at dele med publikum.”  

Det er langt fra første gang, at Efterklang laver et musikalsk samarbejde. I foråret 2023 gav bandet koncert i Sankt Lukas Kirke i Aarhus sammen med Sønderjysk Pigekor. Koncerten modtog fem stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt under titlen Englelyd og eksperimenter:

Efterklang og Sønderjysk Pigekor må i den grad siges at klæde hinanden, og de i forvejen fornemme sange får nye dimensioner med de elegante vokalarrangementer. Efterklangs nye sange viser desuden, at gruppen stadig eksperimenterer og samtidig holder det høje kvalitetsniveau og bestemt heller ikke har glemt at skrive melodier. Forhåbentlig slår parterne også pjalterne sammen på et kommende album – det kan kun blive godt,” lød konklusionen i anmeldelsen.


Billetsalget til koncerten i forbindelse med Cph:dox er i gang. 

Efterklang-anmeldelse: Smuk, lokal Tønder-afslutning – cirklen er fortsat ubrudt

ANNONCE