Nyhed

HER ER DE FØRSTE NAVNE TIL NORTHSIDE 2024: Verdens største queer-ikon og triphop-legender iblandt

NorthSide melder klar og løfter sløret for de 12 første navne til næste sommers festivalprogram

De skulle have spillet på NorthSide i 2020, inden festivalen blev aflyst på grund af corona-pandemien. Nu kan arrangørerne bag NorthSide fortælle, at de engelske triphop-legender Massive Attack spiller på festivalen næste sommer. Annonceringen kommer i en pulje på 12 artister, som publikum kan se frem til at opleve, når festivaldørene bliver åbnet den 6.-8. juni 2024. Gruppen, der består af Robert "3D" Del Naja og Grant "Daddy G" Marshall har inspireret elektroniske bands verden over. Deres nummer "Teardrop" fra 1998-albummet Mezzanine er i skrivende stund blevet streamet 261 millioner gange. Om Massive Attack på NorthSide udtaler festivalchef Brian Nielsen i en pressemeddelelse:

"Da vi i 2020 kunne annoncere Massive Attack, beskrev jeg det som en 'dream come true' for os, og den drøm er bestemt ikke blevet mindre, siden festivalen dengang blev aflyst. Vi har kæmpet for at få dem tilbage på plakaten, og at det endelig sker nu, er en kæmpe forløsning," fortæller han og fortsætter:

"Massive Attack er pionerer og har haft ekstrem stor betydning for den elektroniske musik. Derudover er de visionære, når det kommer til arbejdet mod en mere bæredygtig live-industri, og det rammer lige ned i en af vores kerneværdier. Det er præcis den type banebrydende bands, vi ønsker at give plads til på vores festival sammen med de nyere talenter, vi også vægter højt." 


Foruden Massive Attack kan NorthSide også byde velkommen til det australske queer-ikon Troye Sivan, som har opnået massiv popularitet i år med albummet Something To Give Each Other - et album som GAFFAs Regitze Skipper Bundgaard gav seks stjerner og kaldte "et af årets bedste popalbum". 

Det populære band Kaizers Orchestra besøger til næste år Danmark for første gang i 10 år. Det sker, når bandet indtager K.B. Hallen den 2. marts 2024. I sidste uge, de 15. november, kunne Tinderbox så afsløre, at Kaizers Orchestra er blandt de første annoncerede artister på næste sommers plakat. Og nu kan også NorthSide annoncere, at de rutinerede musikere lægger vejen forbi Aarhus til juni. 

Drømmer man om at lytte til dansk musik er der også råd for det. Publikum kan blandt andet se frem til at opleve Ukendt Kunstner, som for blot en måned siden spillede en femstjernet koncert i Djurslands Bank Arena i Aarhus. Den populære gruppe får selskab af Barselona samt August Høyen, som begge har udgivet nyt album i år og spillet en række udsolgte koncerter rundt om i landet. Om festivalprogrammet 2024 uddyber Nielsen i pressemeddelelsen:


"I 2024 kommer vi til at præsentere et mere 'klassisk' NorthSide-program, hvor vi først og fremmest sikrer, at der kommer en masse spændende internationale navne til Aarhus, samtidig med at vi hylder nogle af de mange danske talenter, vi har herhjemme. Mens Massive Attack jo i høj grad er et nik tilbage til noget af det, nutidens musik er formet af, prøver vi med artister som Troye Sivan, Coy Leray, Amyl & The Sniffers og August Høyen at spå om fremtidens musikscene og give mikrofonen til nogle yngre talenter, hvis arbejde vi er overbevist om kommer til at sætte aftryk." 

I mandags blev de første partoutbilletter sat til salg via Ticketmaster, og som noget nyt har NorthSide valgt at være helt transparente omkring billetpriser, så køberen ved, hvornår prisen stiger og til hvilket beløb. Arrangørerne bag festivalen har dog afsløret, at slutprisen for en partoutbillet ikke kommer til at overstige sidste års slutpris. For mere information, se NorthSides hjemmeside

Foreløbigt program


Amyl & the Sniffers (AUS)

August Høyen

Barselona

Coi Leray (US)

Kaizers Orchestra (NO)

Kaytranada (CAN)

Massive Attack (UK)

Shame (UK)

Troye Sivan (AUS)

Ukendt Kunstner

Veto

070 Shake (US)

GALLERI: Se de flotteste stemningsfotos fra NorthSide Festival

 

 

ANNONCE