Deep Purple gæster Bøgeskoven
I en lille ydmyg post på Facebook og Instagram offentliggør Smukfest nyheden om, at Deep Purple kommer forbi Bøgeskoven til næste års festival.
"Så kan I saftsuseme godt få støvet læderjakken og luftguitaren af - for det her, kære venner, det bliver vildt! 100 millioner solgte albums og så godt som uafbrudt global turnering i fyldte arenaer taler vist for sig selv. Deep Purple har noget nær royal status indenfor rockgenren, og til sommer spiller de for dig på Smukfest," skriver holdet bag Smukfest i opslaget.
Bandet bliver altså den kun anden offentliggørelse til næste års Smukfest, som lægger ud med to internationale navne. Først kunne Smukfest annoncere, at popstjernen Sam Smith lægger vejen forbi Skanderborg.
Deep Purple blev dannet i 1968 og var et af verdens største rockbands i 1970'erne. Bandet er særligt kendt for vildt guitarspil og forsangeren Ian Gillians vokal.
Bandet har gennem årene været igennem talrige udskiftninger.
Deep Purples største hits inkluderer blandt andet numre som "Highway Star","Burn" og "Perfect Strangers". Men et nummer er blevet større end bandet selv og har fået ikonisk status. Der er naturligvis tale om den uundgåelige "Smoke On The Water" der med sit ørehængende guitarriff nærmest instinktivt får en til at skråle "Smooooke on the Water. A fire in the sky".