Et personligt venskabsprodukt mellem punkbandet SYL og instruktør Sofie Amalie Hejn skal være med til at nedbryde tabuer om overgreb hos både den udsatte og omgivelserne
Et seksuelt overgreb har konsekvenser for både offeret og de pårørende, som pludselig skal finde fodfæste og ord for de oplevelser, som kan være blandt de sværeste at håndtere. Det danske punkband SYL udgiver kortfilmen "Omsorg" ud fra deres egen sang med samme titel om netop overgrebets konsekvenser i et samarbejde med instruktør Sofie Amalie Hejn. Samarbejdet udspringer fra et venskab mellem de to, hvor forsanger Benjamin Clemens var pårørende, da Sofie Amalie Hejn blev udsat for et seksuelt overgreb, og i den forbindelse skrev sangen "Omsorg", som blev en del af gruppens 2022-album Alt Godt. For Benjamin Clemens og resten af SYL var det vigtigt, at sangen blev skrevet på en respektfuld måde, hvor Sofie Amalie Hejns historie var i fokus:
- ”Omsorg" var en ret svær sang at skrive, og på trods af den beskedne spilletid var det nok den sang på albummet, som vi brugte længst tid på. Det var virkeligt vigtigt for os i SYL, at sangen behandlede det her emne på en respektfuld måde, hvor den historie, der er sangens omdrejningspunkt, også fik lov til at stå i fokus. Det kom til at handle om det interpersonelle og om vigtigheden af omsorgen, og af fokus på Sofie og hendes behov, på trods af min egen mentale proces, fortæller forsanger i SYL, Benjamin Clemens i en pressemeddelelse.
Ifølge instruktør Sofie Amalie Hejn var det en stor beslutning at stå frem med sin historie, og det blev hurtigt tydeligt, at hun blev nødt til at træffe svære valg, som enten ville gå ud over forholdet til sig selv eller til venskaber i omgangskredsen, som også kendte gerningsmanden personligt:
- Mit voksenliv skulle til at starte. Men fordi jeg valgte at åbne op omkring et seksuelt overgreb, blev jeg tvunget til enten at stå ved mig selv og min virkelighed, eller beholde de venskaber, jeg havde til de mennesker, som også kendte ham, der havde gjort det. Benjamin hjalp mig med at forstå vigtigheden i at vælge det første. Han tog sig af mig og sørgede for, at jeg havde et - til tider usynligt, men konstant - venskabeligt lys i mit liv, siger Sofie Amalie Hejn i en pressemeddelelse.
Fra musikvideo til kortfilm
SYL og Sofie Amalie Hejn planlagde i begyndelsen at producere en musikvideo til "Omsorg", men fandt hurtigt ud af, at emnet krævede større nuancering og plads til fordybelse. Derfor endte visualiseringen med en 11 minutters lang kortfilm, som både sætter fokus på overgrebets offer, men også omgivelsernes reaktion og håndtering.
- Med "Omsorg" sætter vi fokus på det eftermæle, som seksuelle overgreb skaber – ikke kun for offeret – men for alle i deres omgangskreds. Projektet har flere formål, men vi vil gerne sætte fokus på det ansvar, man har som venner og bekendte. Og hvor svært det kan være at navigere i egne følelser, når det blandes med ansvarsfølelsen om at skulle være til stede i en andens sorg. Og hvordan OMSORG er fundamentet. Vi håber på at ramme så mange som muligt, med vores fortælling om kærlighed, venskab og OMSORG, uddyber instruktør Sofie Amalie Hejn.
Kortfilmen havde premiere d. 30. september i Lille Vega i forbindelse med SYLs egen koncert. Derudover er filmen blevet vist i Holstebro og Nordhavn i samarbejde med organisationen BRYD TAVSHEDEN, som arbejder for at nedbryde tabuet omkring børne- og kærestevold. Kortfilmen "Omsorg", som altså er instrueret af Sofie Amalie Hejn, kan ses gratis på SYLs YouTube-kanal her.