Et kvart århundrede efter Hans Vindings død får vi nyt livealbum med hans band Hyldemor
For ti år siden fik vi både en flot genudgivelse af deres eneste studiealbum, Glem det hele (1978) og den tre år ældre Lysene tændes, som udkom på kassettebånd i et begrænset oplag tilbage i '75. Nu er der så atter godt nyt til fans af Hyldemor og deres særegne sangskriver og frontmand, Hans Vinding.
Vinding gik bort i 1999 og bandets trommeslager Jens Breum i 2016 - men nu har de to overlevende medlemmer John Teglgaard og Steen Claesson gennemgået en mængde gamle optagelser og udvalgt en samling håndplukkede liveoptagelser fra 1979-81.
De udkommer nu under titlen Glem det hele...husk det - live 1979-81 på selskabet Turn It Over Records, som de senere år har faciliteret lignende arkivudgivelser med navne som Young Flowers og ---. Albummet udkommer 3. november og kan forudbestilles her.
Det er takket være bandets gamle lydmand, Ole “Lyd” Rasmussen, at de gamle optagelser er blevet bevaret for eftertiden. Mens han turnerede med Hyldemor i 1979-81 optog han nemlig en lang række af koncerterne på to Revox-båndoptagere - og det er disse optagelser, som danner grundlag for det kommende livealbum.
Albummet indeholder liveversioner af sange som "Hallo Hallo frøken," "Lysene tændes" og "Glem det hele," og er forsynet med liner notes af blandt andre Niels Skousen, Uffe Lorenzen med flere.
"Det må have været i sommeren '70, at jeg for første gang oplevede Hans Vinding og Furekåben. Vores band, Skousen/Ingemann & venner” var på Bornholm. På vejen hjem med 66 bådene sad vi på færgens dæk og underholdt hinanden med vores musik. Senere optrådte begge bands i Rudkøbing," fortæller Skousen i covernoterne og uddyber:
"De sange jeg hørte, gjorde et stort indtryk på mig. Det jeg hørte var, at han var nået ind til kernen af det at skrive en sang. En rundgang, stærke punchlines og et omkvæd, der samlede det hele. Han var dybt inde i det, der gik under navnet folk-rock, og han gav det en speciel dansk klang," husker Skousen og opsummerer:
"Hans Vinding sange blander det mytologiske og det personlige på en subtil måde, som er hans poetiske styrke. En poesi som graver dybt i vores sprog og henvender sig til os med billeder af stor skønhed, dybde og relevans. Sange som bliver stående."
Hans Vinding skrev tekster, så Bob Dylan virkelig skulle stå tidligt op for at være med