Nyhed

I næste uge løber Spil Dansk Ugen af stablen - i år med diversitetsudfordringer for øje

Igen i år omlægger Danmarks Radio sendefladen for at hylde den hjemmehørende musik og på tværs af landet - fra Lolland til Himmerland - spilles der koncerter og afvikles workshops på mange forskellige venues

Spil Dansk Ugen nærmer sig med hastige skridt, og løber af stablen fra på mandag den 30. oktober og en hel uge frem.

En uge hvor hele landet, for et øjeblik, lægger Taylor Swift, Doja Cat og Olivia Rodrigo på hylden og i stedet går på opdagelse i alt den musik der skrives, synges og produceres herhjemme. 650 musikere er en del af Spil Dansk, og musikere som Jacob Haugaard og Bryan Rice samles under samme fane som LIVLØS og Pil.

Igen i år omlægger Danmarks Radio altså sendefladen for at hylde den hjemmehørende musik og på tværs af landet - fra Lolland til Himmerland - spilles der koncerter og afvikles workshops på mange forskellige venues. 

Der er blandt andet fællessang i Viborg Domkirke, Barselona-koncert på Loppen i København og mulighed for at opleve kult-strygerensemblet Who Killed Bambi i selskab med popartisten Asbjørn i Flensborg. I Smørum er der fællessang i anledningen af Shu-Bi-Duas 50-års fødselsdag, mens biblioteket Frederiksberg afholder en af deres mindre kontroversielle, men stadig farverige og underholdende arrangementer, til artist-talk med AISHA.

Diversitetsudfordringer i fokus 


I en pressemeddelelse fortæller folkene bag Spil Dansk, at rygraden i Spil Dansk Ugen er samarbejdet med de danske kommuner. Og helt særligt for netop Spil Dansk er, at der ikke er livemusik uden praktisk læring, påpeger foreningens direktør. Her får børn, unge og voksne mulighed for at stifte bekendtskab med selv at spille og lave musik, i stedet for udelukkende at blive præsenteret for musikken gennem koncerter.

”På den måde nedbryder Spil Dansk den første og største barriere for at for eksempel unge kvinder og etniske minoriteter kommer på banen i det danske kulturliv: Vi putter instrumenterne i hænderne på den næste generation,” siger foreningens direktør, Frank Pontoppidan.

I år indeholder Spil Dansk kataloget en række workshops, udarbejdet til at være reelle bud på hvordan diversitetsudfordringerne i musiklivet kan løses, og på hvordan musik og musikproduktion kan være en afgørende faktor for øge trivslen blandt unge.


Lydskolen sætter fokus på at lære piger og unge kvinder den nødvendige lydteknik, der skal til for at være musiker i dag. Ved foredraget Den producerende sangskriver tager kvinder fra musikbranchen, ud til skoler og gymnasier og fortæller om, hvordan de laver musik, og om, hvordan de navigerer i en mandsdomineret branche.

Som noget helt nyt introducerer Spil Dansk projektet Musikkens kraft, der retter fokus på sangskrivning som hjælpemiddel og udtryksform. Gennem workshops og værktøjer vises unge i mellem 15-25 år, hvordan man gennem sangskrivning kan udtrykke udfordringer koblet til mental sundhed, som for eksempel angst, men også mere generelle svære følelser og situationer såsom ensomhed, ”fomo” (Fear Of Missing Out, red.) hjertekvaler eller lavt selvværd.

Lydskolen og Den producerende sangskriver blev for første gang introduceret i Spil Dansk kataloget sidste år og er med igen i år.


Spil Dansk Ugen 2023 afholdes over hele landet mandag til søndag den 30. oktober – 5. november. Spil Dansk Ugen foregår altid i uge 44.

ANNONCE