Efter en lang og kaotisk historie gik Langeland Festival konkurs. Nu er en ny festival på Langeland opstået.
Ø Festival Langeland.
Det er navnet på Langelands nye festival, der i denne uge er blevet præsenteret.
Festivalen skal, ligesom Langelands Festivalen, ligge på Rue Mark i Rudkøbing, og åbner for første gang i sommeren 2024. Mere præcist i dagene 25.-27. juli.
Lanceringen af Ø Festival Langeland kommer på bagkant af, at den oprindelige Langeland Festival lukkede ned i 2022. Den første festival blev afholdt i 1991 med ejeren Troels Hersum. I 2006 gik den konkurs, hvor Allan K. Pedersen overtog styret, men efter en årrække måtte festivalen erkende, at det ikke længere gik, og derfor lukkede den ned i 2022.
Men nu har nye kræfter altså kastet sig over at drive festival på Langeland - og selvom Ø Festival Langeland kommer til at ligge samme sted som den tidligere Langelandsfestival, er der tænkt andre tanker denne gang.
- Vi har en festival, der er seks dage, og minimum de tre første dage bliver spækket med aktiviteter, der går ud på ikke at lukke festivalen om sig selv, men i stedet at åbne festivalen for hele den ø, den er på, fortæller Søren Spliid, der er festivalleder for Ø Festival Langeland til TV2 Fyn.
Også talsperson for festivalen, Carsten Holm, ser potentiale i at gøre festivalen til en begivenhed, hvor de deltagende kommer rundt på hele øen.
- Vi vil gerne prøve at samle langelænderne om fed musik på festivalen, men vi vil også gerne prøve at skabe oplevelser for dem, der kommer og besøger Langeland - og sådan set også for langelænderne selv under festivalen. Vi vil prøve at skubbe folk lidt ud og opleve øen og øens kysttrækning på forskellige faconer, fortæller han.
De første navne offentliggjort
Blot tre dage efter lanceringen af den nye festival, er Ø Festival Langeland fredag formiddag klar med billetsalg og de første navne.
"Byd velkommen til Tina Dickow x Guldimund x Lucky Lo, som alle skal tryllebinde os til Ø Festival på Langeland i uge 30 2024." lyder det i en mail.
Både Lucky Lo og Guldimund er i denne uge udkommet med ny musik - Guldimund med den længe ventede single "Halskæde" og Lucky Lo med det spritnye album The Big Feel.