Nyhed

Nyt rådgivningstilbud skal hjælpe ofre for sexisme og grænseoverskridende adfærd i musikbranchen

Sex & Samfund indgår et samarbejde med 13 kultur- og musikorganisationer om et initiativ, der skal rådgive og henvise personer i musikbranchen, som oplever krænkelser, chikane, sexisme eller anden grænseoverskridende adfærd

- En gammel bekendt kontaktede mig, da han manglede en vokal til et nummer, og jeg sagde ja til tilbuddet. Da vi skulle mødes for at indspille det i hans lejlighed, havde han lavet mad og serverede vin. Da jeg ville i gang med arbejdet, pegede han på sengen og sagde, at vi kunne få inspiration der. Han sagde, at han ville have sex. Jeg afbrød samarbejdet og gik hjem, fortæller anonym sanger til GAFFA. Redaktionen er bekendt med kildens identitet.

Sådan lyder én ud af mange beretninger fra musikbranchen. En branche, hvor grænser mellem privatliv og professionalisme ofte svæver rundt i en gråzone og strukturel sexisme, krænkelser samt overgreb desværre får bedre levevilkår. Problemet er mere komplekst end som så, og de skæve magtbalancers afsmitning på diskrimination over for særligt kvinder og minoriteter, præger manges karriereveje og generelle trivsel.

Læs også: MUSIKBRANCHENS VRANGSIDE: Når sandheden skal frem

Fremover vil man kunne rådføre sig gennem et helt ny rådgivningstilbud, som bliver lanceret i morgen gennem et samarbejde mellem Sex & Samfund og hele 13 musik- og kulturorganisationer.


Det nye tilbud går under titlen Trygt Rum, og er en telefonlinje, hvor personer som på den ene eller anden måde arbejder i musikbranchen, kan henvende sig, og modtage gratis rådgivning, hvis man har oplevet eller været vidne til en grænseoverskridende hændelse.

Forperson for musikforeningen Autor, Anna Lidell, glæder sig over, at så mange musikorganisationer er gået sammen om det nye initiativ, som kan hjælpe personer i musikbranchen, der befinder sig i en vanskelig og måske også sårbar situation:

- Hvis vi skal være kreative kræver det, at vi føler os trygge. Derfor bliver jeg virkelig ked af det, hver gang jeg hører om personer i musik- og kulturbranchen, der har oplevet utryghed og en kultur præget af tavshed, hvor de ikke kunne udtrykke deres følelser og oplevelser. Derfor er det banebrydende, at så mange organisationer inden for musikbranchen nu tager et fælles ansvar og lancerer Trygt Rum. Rådgivningstilbuddet kan bidrage til at sikre en mere bæredygtig branche, fortæller Anna Lidell, talsperson for Trygt Rum og forperson i Autor.

Den nye telefonlinje åbner i morgen, og har fremover åbent tirsdag til fredag fra klokken 15.00 – 17:00, hvor man kan modtage gratis og uafhængig vejledning. Ifølge forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, er vigtigt, at vi gør op med den forældede forestilling om arbejdsforholdene i musikbranchen:


- Musik- og kulturbranchen har et ry for at være hård, og at man selv skal være tilsvarende hård for at kunne begå sig i den. Sådan skal det ikke være. Man skal aldrig finde sig i ting som sexisme, chikane eller anden grænseoverskridende adfærd. Med Trygt Rum giver vi kunstnerne et sikkert og anonymt sted, hvor de kan tage første skridt i processen med at sige fra, siger forperson i DMF, Thomas Sandberg.

En del af en fælles målsætning
I 2021 gik de fem musikorganisationer Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, DPA, Autor og Dansk Komponistforening sammen om at lancere ti mål, som skal være med til at bekæmpe sexisme og sikre ligestilling i fremtidens musikbranche. I 2022 blev der tilføjet et 11. mål, som netop havde fokus på strukturel sexisme, og som det nye rådgivningstilbud Trygt Rum udspringer fra:

- I 2030 er musikbranchen kommet strukturel sexisme til livs, og både aktører og publikum har adgang til en rådgivende instans, der håndterer eksempler på sexistisk adfærd, lyder det 11. kønsbalancemål.


Man kan henvende sig anonymt til Trygt Rum, hvor man kan modtage rådgivning, hvis man har været udsat for eller vidne til sexisme, chikane, krænkelser eller andre former for grænseoverskridende adfærd. Telefonen er åben for alle aktører i musikbranchen, og Trygt Rum står til rådighed med en afklarende samtale, rådgivning og henvisning til andre relevante instanser såsom politi, sundhedsvæsen eller fagorganisationer.     

Partnerorganisationerne bag initiativet er Dansk Komponistforening, DPA, Dansk Artist Forbund, Autor, ROSA, Koda, IFPI, Tempi, Dansk Musiker Forbund, Danske Agenters Sammenslutning, Musikforlæggerne, MXD og Kunst & Kultur i Balance.

Trygt Rum kan kontaktes på 70 20 99 99 i hverdagene tirsdag til torsdag mellem kl. 15.00 og 17.00.

LÆS OGSÅ: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

 

ANNONCE