Den nye anholdelse sker kun tre år efter, at rapperen blev løsladt fra fængslet
I 2019 blev den amerikanske rapper Tekashi 6ix9ine idømt to års fængselsstraf efter at have tilstået ni lovovertrædelser, heriblandt væbnet røveri samt mordplaner. Under coronapandemien blev han dog løsladt før tid, da han lider af astma.
Nu er den tilsyneladende gal igen med den 27-årige rapper. For nyligt blev 6ix9ine nemlig anholdt i Den Dominikanske Republik – denne gang mistænkes han for at have overfaldet to musikproducere. Det skriver Rolling Stone.
6ix9ne blev anholdt på Hotel Balcones del Atlántico i byen Sanchez. Anklagen lyder på, at 6ix9ne var jaloux over, at de to producere, Cristian Anthony Rojas og Nelson Alfonso Hilario García, tilbragte tid med 6ix9nes kæreste og musikerkollega Yailin La Más Viral. Ifølge Rolling Stone skulle 6ix9ne være taget hen i studiet, hvorefter han angreb producerne.
En af producerne har efterfølgende udtalt, at han pådrog sig en kæbeskade af overfaldet og vil få brug for en operation. 6ix9ne blev selv udsat for et overfald tilbage i marts måned. Han blev efterfølgende indlagt på hospitalet med snitsår og blå mærker i ansigtet, lød det dengang fra rapperens advokat.
6ix9ne begyndte sin musikalske karriere i 2014, da han udgav sin musik på tjenesten Soundcloud. I 2017 fik han en pladekontrakt og udgav senere singlen ”Gummo”. Året efter, i 2018, udgav han sit debutalbum Dummy Boy, som modtog fire stjerner af GAFFAs Jens Dræby.
Hans 2020-album, TattleTales, blev ligeledes anmeldt af Dræbt. Denne gang blev det dog kun til to stjerner for et album, der, ifølge Dræby, mest af alt var spild af gode, overdrevne beats:
”Albummet burde ikke have eksisteret. Det er et værk, der udelukkende eksisterer som en trodsighed eller som en såkaldt måde at trolle 6ix9ines haters. Det værste er næsten, at produktionen på pladen kunne godt fungere, og det hører man, så snart Tekashi overlader nummeret til de gæster, der er desperate nok til at blive associeret med det efterhånden vanvittige brand,” lød vurderingen blandt andet.
Tekashi 6ix9ines ekskæreste anklager ham for vold og overgreb