Nyhed

SLÅR TONEN AN: Kendt makkerpar bliver værter til årets Danish Music Awards

Radio- og podcastværterne Hav og Kamal dirigerer aftenen, når musikpriserne skal uddeles til november

Den 16. november er der dømt prisfest, når Danish Music Awards hylder musikken anno 2023. I alt 12 priser skal uddeles, hvoraf de 10 af dem fokuserer på musik fra danske artister.

Nu afslører arrangørerne, hvem der får æren af at styre showets gang som de officielle værter for dette års DMA. Værtsrollen er gået til makkerparret Hav og Kamal, som blandt andet er kendt for de populære P3-programmer ”På Bagsædet” og ”Mixtape” samt deres selvbetitlede podcast på Podimo. 

Lasse Lindholm, leder af DMA-Akademiet, udtrykker i en pressemeddelelse sin begejstring for dette års værter:


”Hav & Kamal er ikke bare hamrende sympatiske mennesker og unikke medieprofiler. De nyder samtidig dyb tillid fra mange artister i toppen af dansk musik. Derfor føles det som en generøs gave for os, at de i år har lyst til at stå i spidsen for DMA”.

Også Hav og Kamal udtrykker i pressemeddelelsen, at de glæder sig til at påtage sig rollen som værtspar:

"Vi startede selv med et lille Youtubekoncept, hvis formål var at hylde nye såvel som etablerede artister. Så det er en kæmpe ære for os at få lov til at stå i spidsen for Danish Music Awards 2023, og vi kommer til at gøre vores for, at det bliver lige så stor en aften for alle der deltager, som det gør for os. Den her er for kulturen,” fortæller de.


Igen i år bliver DMA uden tv-transmission. Beslutningen blev taget sidste år med ønsket om at skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede artister. Ønsker man at følge med i prisuddelingen, må man derfor nøjes med at lade sig opdatere gennem sociale medier, hvor der vil blive postet om aftenens begivenheder.

DMA vil offentliggøre de nominerede artister på deres sociale medier allerede fra i morgen den 17. oktober og helt frem til den store aften i midten af november.

Sidste års store DMA-vinder blev Tobias Rahim med ikke mindre end tre priser. Først modtog han prisen Årets Danske Streaminghit for sangen ”Mucki Bar”. Dernæst modtog hans producer Arto Louis Eriksen prisen som Årets Danske Producer for sit samarbejde med netop Rahim. Sidst men ikke mindst modtog Rahim også prisen Årets Danske Solist.  


DMA-Æresprisvinder Sivas: ”Jeg ved ikke, om jeg fortjener den allerede nu

ANNONCE