Nyhed

SONISK MANIFEST: Olof Dreijer fra The Knife gør comeback med første solo-EP i næsten ti år

Efter godt et årti vender Olof Dreijer tilbage til elektroniske musikscene med sin spritnye ep

Olof og Karin Dreijer brød i nullerne igennem som den elektroniske søskende-duo The Knife. Foruden et selvbetitlet debutalbum i 2001 nåede de at udgive tre yderligere studiealbum, for ikke at tale om et filmsoundtrack samt et fælles album med DJ’en Mt. Sims og musiker Planningtorock.

I 2014 meddelte The Knife, at de gik hvert til sit, og sidenhen har Karin Dreijer skabt sig selv en solokarriere, nu under kunstnernavnet Fever Ray. For Olof Dreijer har der dog været stille hvad angår soloprojekter, og i næsten et årti har det således ikke været mange udgivelser udelukkende i eget navn – indtil nu.

I dag er Olof Drejer nemlig vendt tilbage med solo-ep’en Rosa Rugosa, hvor han gør comeback på den elektroniske musikscene. Ep’en indeholder tre numre, som i en pressemeddelelse beskrives som et sonisk manifest. Dreijer uddyber:


”Jeg håber, at numrene viser, hvor sjovt jeg har haft det, mens jeg lavede dem. De indfanger en glædelig del af mit liv og det at komme tilbage og lave min egen musik igen. Jeg havde lyst til at lave noget varmt, organisk, følelsesladet og groovy, på en måde, der gør mig begejstret,” fortæller Dreijer videre i pressemeddelelsen.

Til trods for, at Dreijer har holdt lidt lav profil de senere år, har musikken altid fulgt ham. Han har både begået sig som mentor, producer og samarbejdspartner for en række artister, herunder Robyn og Röyksopp. Tidligere i år genoptog Dreijer også samarbejdet med Mt. Sims med udgivelsen af albummet Souvenir.

Da Fever Ray udgav deres tredje album Radical Romantics, var det blandt andet også med et gensyn til The Knife. I musikvideoen til sangen ”Kandy” ser man både Karin og Olof Dreijer sammen igen. Fever Rays album markerede første gang, at søskendeparret arbejdede sammen i otte år.


”Jeg prøvede at tune ind på så meget af Fever Rays stemning som muligt, og jeg prøvede mange forskellige stilarter eller tøj, som jeg normalt siger, når jeg taler om forskellige forslag til musikproduktion. Men til sidst brugte vi den samme synthesizer, SH101, som vi brugte på The Knife-sangen ”The Captain,” og det virkede bare,” fortalte Olof Dreijer dengang om samarbejdet med "Kandy”.

Hør Olof Dreijers nye ep Rosa Rugosa her


The Knife in collaboration with Mt. Sims and Planningtorock: Tomorrow, In A Year

ANNONCE