Nyheden om det lukningstruede Aalborg-spillested 1000Fryd har affødt mange reaktioner. Blandt andet fra nogle af de musikere, som gennem årene har besøgt stedet
En klagesag fra naboen har gjort fremtiden usikker for 1000Fryd, og det historiske spillested er nu lukningstruet. 1000Fryd kunne ellers glæde sig til at fejre 40 års jubilæum næste år, men en lejer i nabobygningen sendte en klage til kommunen i 2021 om støjgener fra de musikalske nabolokaler. Det har resulteret i, at 1000Fryd nu har fået et påbud på ikke at overskride et lydniveau på 74 db. Til sammenligning svarer en normal samtale til 65 db. Det vil derfor sætte et endegyldigt stop for stedets musikarrangementer, fortæller bestyrer for 1000Fryd Troels Højgaard Sørensen til migogaalborg.dk:
- Hvis der skulle blive tale om et 100 procent påbud mod at vi må spille musik, så er der ikke nogen fremtid for Café 1000Fryd, siger Troels Højgaard Sørensen.
Det har - ikke overraskende - sendt rystelser gennem danske koncertgængere og de mange musikere, som i tidens løb har betrådt stedets scenegulv. Her kan nævnes en lang række artister, som blandt andet amerikanske Green Day, Mø, Mew og Sort Sol. Sagen har affødt mange reaktioner. Blandt andet fra Sort Sols trommeslager Tomas Ortved, som har lagt vejen forbi Aalborg-spillestedet flere gange i forskellige konstellationer. Han skriver i et Facebook-opslag, at det altid har været en fryd at kigge forbi spillestedet på Kattesundet 10:
Den aalborgensiske rapper Niarn retter kritik mod klageafsenderen og beskriver ligeledes i et Facebook-opslag, hvordan spillestedet har haft en særlig betydning som spirende ung rapper:
- Første gang jeg stod på en scene og rappede, var på 1000Fryd i Aalborg. Det har været et af de vigtigste steder i min og mange andre aalborgenseres ungdom. Det har ligget der i 40 år, så hvis man vælger at flytte ind i nærheden, må man forvente lidt støj. Hvis man ikke kan acceptere det, så må man pakke sin lortede attitude sammen og flytte, skriver Niarn.
GAFFA følger sagen tæt.
LÆS OGSÅ: Klagesag sender dødsstød til historisk Aalborg-spillested