Nyhed

STOR U-VENDING: Nyt håb for fremtidigt Esbjerg-spillested

På trods af tidligere afvisning vælger aktør alligevel at ansøge på ny i udbudsrunde om videreførelse af Tobakken, og afslører samtidig nyt navn på fremtidig booker

Efter Tobakkens konkursbegæring og et muligt ledelsesansvar rettede en rasende agent kritik mod ledelsen, hvor spillestedet blev beskyldt for at afvikle koncerter uden at aflønne artisterne i ugen op til konkursen. Efterfølgende lysnede det dog i horisonten, da et nyt hold meldte sig på banen til at føre det konkursramte spillested videre under navnet "Fabrikken".

Derfor skabte det heftig debat, da Esbjerg Kommune pludselig annullerede udbudsrunden for en videreførelse af spillestedet. Ifølge tidligere EUC Vest-direktør Peter Amstrup, som skulle være bestyrelsesformand på det fremtidige Fabrikken, var det dengang heller ikke sikkert, at han og resten af Fabrikken-teamet ville byde ind i en ny udbudsrunde.

Nu bekræfter Peter Amstrup dog over for GAFFA, at Fabrikken alligevel aflægger bud på en videreførelse af Tobakken. Peter Amstrup fortæller til GAFFA, at man sender et nyt og tilpasset bud til Esbjerg Kommune. Ifølge Peter Amstrup indgår konsulent Ronnie Hansen i buddet, hvis rolle er tiltænkt som overordnet leder af stedet. JyskeVestkysten har tidligere stillet spørgsmålstegn til Ronnie Hansens mulige dobbeltrolle i forbindelse med konkursbegæringen, som Peter Amstrup dog afviste i et interview til GAFFA. Derudover vil tidligere Tobakken-booker Sebastian Wolff fortsætte i rollen som booker for Fabrikken, og altså ikke The Floor Is Made Of Lava-forsanger Tobias Kippenberger, som ellers var angivet som fremtidig booker for Fabrikken i den første budrunde.  


Peter Amstrup uddyber derudover, at man ønsker en kontraktløbetid på fem år frem for de tre år, som Esbjerg Kommunes udbud ellers anviser. Disse detaljer skal forhandles i de kommende dage og uger.

GAFFA har stillet Peter Amstrup nogle uddybende spørgsmål: Tobias Kippenberger har meddelt, at han ikke står til rådighed alligevel som booker for Fabrikken. Hvad kan du fortælle GAFFA om det?

Peter Amstrup:
- At Tobias har fået en anden spændende udfordring, som han gerne vil forfølge, hvilket vi har fuld forståelse for.


I skulle med relativt kort varsel finde en erstatning, og endte med at pege på Sebastian Wolff. Hvordan var processen, og hvad er jeres forhåbninger og forventninger omkring et samarbejde med den tidligere Tobakken-booker?

Peter Amstrup:
- Jeg synes, vi er i den heldige situation at kunne vælge en anden rigtig dygtig booker, når situationen nu var, som den var. Da Tobias Kippenberger af gode grunde måtte springe fra, så kontaktede vi straks Sebastian Wolff, der med kort varsel sagde ja. Det er jo bare fint, og jeg er da helt sikker på, at det kommer til at fungere lige så godt.

Jakob Lose, formand for kulturudvalget hos Esbjerg Kommune, udtaler sig således over for GAFFA:


- Jeg er rigtig glad for, at Fabrikken har valgt at byde igen. Jeg har ikke set buddet endnu, men ser frem til at læse det igennem. Processen herfra er, at udvalget på deres møde mandag efter efterårsferien vil gennemgå buddet, og beslutte om man ønsker at indgå i forhandling med Fabrikken omkring kontraktindgåelse. Jeg kan ikke sige, hvornår den første koncert i den nye konstruktion finder sted, idet det jo af gode grunde afhænger af, hvor lang tid forhandlingerne vil løbe, og om der er noget, som skal på plads, inden man kan slå dørene op igen. Men jeg håber selvfølgelig på, at der kan komme liv i lokalerne hurtigst muligt.

GAFFA følger sagen tæt.

LÆS OGSÅ: NYT TOBAKKEN-DRAMA: Udbudsrunde om nyt Esbjerg-spillested skal gå om – ansøger raser

ANNONCE