Nyhed

STORE PLANER: Dansk metalband lander international pladekontrakt – og annoncerer ny ep

Sammen med de store nyheder udgiver bandet også første single fra den nye ep som kommer til januar

Det danske metalband Lifesick er klar til næste store skridt i deres musikalske karriere.

For nyligt kunne de nemlig annoncere, at de har skrevet kontrakt med det internationale pladeselskab Metal Blade Records. Pladeselskabet blev stiftet i 1982 og har sit primære sæde i Californien, men har også afdelinger i Tyskland, Japan, Canada og Storbritannien. Flere prominente metalbands er tilknyttet pladeselskabet, blandt andet Amon Amarth, Whitechapel, Revocation og Cannibal Corpse.

Med til annonceringen af den nye aftale med Metal Blade Records hører også nyheden om bandets kommende ep, Love and Other Lies, som udkommer den 12. januar 2024. Som en forsmag har bandet delt nummeret ”Rude Awakening”, som er lavet i samarbejde med Fuming Mouth-medlem, Mark Whelan.  


I en pressemeddelelse sætter Lifesick både ord på pladekontrakten, den nye single og ep’en mere generelt:  

”Vi er ekstremt glade for at kunne annoncere vores signering med Metal Blade Records og at udgive vores første single fra den nye ep med ingen ringere end Fuming Mouths Mark Whelan. Vi har været fans af Fuming Mouth og Mark siden starten. Mark havde vist interesse for vores musik på et tidligere album, så vi følte, at timingen var ideel til at invitere ham med på at samarbejde om dette nummer. Vi mente, at hans lyd ville passe perfekt til sangen, og han bidrog perfekt til stemningen,” fortæller Lifesick og fortsætter.

”Vi er utroligt beærede over, at han straks sagde ’JA’. Love and Other Lies er vores mest personlige projekt til dato. Ep’en udforsker idéen om, at kærlighed ikke altid er positiv, og selv de menensker, vi stoler mest på, kan forårsage ondt, eller vi kan såre dem, alt imens ep’en afspejler Simons (forsanger red.) egne livserfaringer både åbent og ærligt. Denne ep sætter tonen for vores kommende fuld-længde album, som vi planlægger at indspille næste år. Forvent rå ærlighed, og kompromisløs brutalitet; ikke noget pjat her.”


Lifesick består af medlemmerne Simon Shoshan (vocal), Nicolai Lindegaard (guitar), Nikolai Lund (guitar), Jeppe Løwe (trommer) og Jeppe Riis Frausing (bas). Bandet debuterede i 2016 med albummet 6.0.1 og har sidenhen også udgivet albummene Swept in Black fra 2018 samt det kritikerroste album Misanthropy fra 2022.

Også på livescenen har Lifesick markeret sig med koncerter både inden- og udenfor de danske grænser. De har blandt andet været en del af lineuppet til den omrejsende festival Impericon: Never Say Die! Tour samt optrådt på Copenhell.

Se videoen til bandets første single fra den kommende ep


ANNONCE