Nyhed

TUNGE DRENGE: Næstved Metalfest er klar med otte nye navne - inklusive seriøse sværvægtere

Michael Poulsens nye band Asinhell er blandt tilføjelserne til næste sommers sydsjællandske metalbrag

I sidste måned udkom første album fra Asinhell - nyt projekt med Volbeats Michael Poulsen i front. "Back to the roots og væk fra P3-pop-pis," noterede GAFFAs anmelder i sin femstjernede anmeldelse. 

Nu har Asinhell så meldt deres ankomst til næste års Næstved Metalfest, som annoncerede de første navne til næste års program allerede i april - herunder Lacuna Coil, Paradise Lost og Illdisposed.

”Første gang jeg i Musikstalden i Næstved stod og spillede dødsmetal var i 1991. 33 år senere er det nu blevet tid igen til at finde dødsmetaløksen frem og være en del af Næstved Metalfest med nyt band, Asinhell," udtaler Michael Poulsen i en pressemeddelelse og tilføjer:


"Jeg ser frem til at dele horn og kærligheden for metal med jer alle og min gode gamle ven og
arrangør Michael Hvolgaard Andersen, som jeg lavede mit allerførste interview med hjemme fra drengeværelset. Ses derude og let the metal flow”.

Foruden Asinhell har arrangørerne løftet sløret for yderligere syv nye navne. Det drejer sig om Threshold, Demonica, Everdawn, Sylvatica, Bersærk, Svartsot og Shadowspawn. Næstved Metalfest finder sted den 29.-31. august 2024 og billetsalget er i gang.

Frem til onsdag den 1. november kl. 23.59 vil der være mulighed at købe partoutbilletter for 799 kroner. Herefter er prisen 999 kroner. De såkaldte early bird-billetter, som kun kan købes et par døgn endnu, er også eneste mulighed for adgang til festivalens første aften, torsdag den 29. august. Efter onsdag vil der kun være billetter til fredag og lørdag i salg. 


UDSKIFTNING: Volbeat mister nøglemedlem

 

ANNONCE