Normalt refererer teksten til Martin Luther King Jr., men i weekenden fik hittet en ny betydning, da U2 ændrede sangteksten til ære for terrorofre i Israel
Det israelske militær melder indtil videre om 260 bjærgede lig fra psy-trance-festivalen Universo Paralello, som fandt sted få kilometer fra grænsen til Gazastriben. Mange er fortsat savnede.
De voldsomme hændelser fik irske U2 til at ændre teksten til første vers i sangen "Pride (In the Name of Love)", da de optrådte i den meget omtalte Sphere-arena i Las Vegas i søndags - dagen efter de voldsomme angreb i Israel.
Første vers blev ændret til: “Early morning, October 7, the sun is rising in the desert sky / Stars of David / they took your life but they could not take your pride”.
Ifølge forsanger Bono, så virkede det næsten meningsløst at synge en sang om fred i de her dage:
- I lyset af, hvad der er sket i Israel og Gaza virker det næsten latterligt eller til grin med en sang om fred. Men vi har altid bedt for fred og venlighed, så vores hjerter og vores vrede... I ved, hvor det peger hen. Så syng med os, og de smukke unge mennesker til musikfestivalen, sagder Bono på scenen foran publikum til gruppens koncert i Las Vegas søndag d. 8. oktober.
Fejring af musik og kulturer
Fri kærlighed, åndelighed, miljøbeskyttelse og værdsættelse af naturens værdi lyder ikke umiddelbart som de vendinger, man vil bruge til at beskrive videoer fra festivalen Universo Paralello, som fandt sted d. 6 – 7. oktober i den sydlige del af Israel øst for Gazastriben. Det er dog en del af værdisættet for den 17. udgave af psy-trance-festivalen Universo Paralello. Festivalen præsenterede et internationalt line-up, og faldt sammen med den jødiske Sukkot-fejring, som er én ud af tre jødiske pilgrimsfester, der kulminerede d. 6. oktober.
Tusindvis af særligt unge mennesker var derfor samlet til udendørsfestivalen få kilometer fra Gazastriben for at danse til det internationale line-up, som blandt andet indeholdt artister fra Frankrig, Schweiz, Brasilien, Tyskland og Japan. Men hvad der skulle være et par dages fejring af musik og samhørighed, endte med et mareridtsscenarie, da festivalområdet omkring kl. 07.00 lørdag morgen blev angrebet af bevæbnede Hamas-krigere.
Flugt og uvisse skæbner
Mange festivalgængere havde holdt sig vågne i løbet af natten for at kunne danse til den kommende solopgang, da de første raketter brød frem, og musikken blev afbrudt. Gili Yoskovich var blandt de mange deltagere på det store udendørsområde, da de første bevæbnede Hamas-styrker indtog pladsen, og åbnede ild. Hun fortæller, at terroristerne kom fra tre til fire forskellige steder, og at de flygtende festivalgængere derfor ikke vidste, hvor de skulle løbe hen. Gili Yoskovich løb mod et træ, hvor hun gemte sig sammen med andre:
- De var… Alle vegne med automatvåben. De gik fra træ til træ og skød. Allevegne. Fra to sider. Jeg så folk lå døde rundt omkring. Jeg var meget stille. Jeg græd ikke. Jeg gjorde ikke noget. Jeg trak vejret, og sagde til mig selv ”okay, jeg skal dø. Det er okay, bare træk vejret og luk øjnene”, fordi de skød overalt. Det var meget tæt på mig, fortæller Gili Yoskovich til BBC.
Flere kilder fortæller, at der gik lang tid før der kom nogle former for hjælp til festivalpladsen, og dem der havde biler, forsøgte at køre væk med bilen fuld af flygtende unge mennesker. Også Gili Yoskovich undrede sig over, hvor hjælpen blev af:
- Jeg var sikker på, at militæret ville komme. Jeg hørte nogle helikoptere. Jeg var sikker på, at militæret ville komme ned fra helikopteren og redde os. Men der var ingen. Kun alle terroristerne, siger Gili Yoskovich.
I skrivende stund meddeler det israelske militær, at 260 lig er bjærget fra festivalpladsen, mens flere hundrede meldes savnet. Flere kilder beretter om et stort antal gidseltagende, som er blevet kidnappet og transporteret ind i det Hamas-kontrollerede Gaza-område.
Mandag morgen udsendte talsperson for det israelske militær (IDF) Col Jonathan Conricus en videobesked, hvor han meddelte, at det vurderes, at omkring 1000 Hamas-tilhængere krydsede grænsen den skæbnesvangre lørdag morgen. I videobeskeden fortæller Conricus, at 700 israelere har mistet livet – både civile og militærpersonel – og omkring 2100 er sårede. AFP beretter tirsdag morgen om 1500 dræbte Hamas-krigere.
Universo Paralello er en brasiliansk psy-trance-festival, som ofte har licenseret festivalens brand til internationale begivenheder med udenlandske arrangører. Dette er tidligere sket i blandt andet Indien, Argentina, Spanien, Portugal, Thailand, Mexico, Frankrig og altså også Israel, hvor arrangøren Tribe of Nova står bag den israelske udgave af psy-trance-festivalen. Universo Paralello udtrykker deres sorg over begivenhederne i Israel i et opslag på Instagram:
GAFFA følger udviklingen løbende.
LÆS OGSÅ: Björk og Rosalía indleder aktivistisk samarbejde og teaser ny single