Nyhed

Underskriftindsamling for lukningstruet spillested overhaler indsamling for genindførelse af Store Bededag

Underskriftindsamlingen for 1000Fryd i Aalborg er nu den sjette mest populære indsamling det seneste år på platformen

Hvis man har bare en smule interesse for landets mange spillesteder og det danske kulturliv generelt, skal man nok have boet under en sten, hvis ikke man er stødt på nyheden om, at det historiske spillested i Aalborg, 1000Fryd, står over for en lukning efter en nabo har klaget over et for højt støjniveau. Nyheden har - ikke overraskende - affødt en lang række reaktioner fra både gæster og musikere, som i tidens løb har lagt vejen forbi spillestedet, der kan se frem til at fejre 40-års jubilæum næste år - hvis stedet altså eksisterer til den tid.

Ud over en række likes, kommentarer og delinger har et link til en underskriftsindsamling også floreret på de sociale medier. 8487 personer har i skrivende stund tilkendegivet deres virtuelle støtte til 1000Fryd. Underskriftindsamlingen på skrivunder.net blev oprettet for under en uge siden og har nu indsamlet flere underskrifter end Bevar Store Bededag, som har været tilgængelig siden december 2022, og som i skrivende stund har modtaget signatur-støtte fra 5697 personer. Det gør underskriftindsamlingen til bevarelse af 1000Fryd til den sjette mest populære indsamling det sidste år. Den mest populære underskriftindsamling siden denne dato sidste år hedder Bevar udeservering i København efter kl. 22, og har i skrivende stund indsamlet 28.575 underskrifter. 

LÆS OGSÅ: Sort Sol-medlem: Jeg græmmes


ANNONCE