Nyhed

Lorde taler ud om nedtur og svampetrip i åbenhjertigt brev til fanskaren

Den 26-årige sanger er ikke bange for at lukke sine fans ind bag facaden

 ”Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville være et af de mennesker i rampelyset, der smilede, hvis det ikke var ægte.”

Sådan lyder det i et nyhedsbrev, som den newzealandske sanger Lorde har sendt til sine fans. Lorde var blot 16 år gammel, da hun stormede ind på den internationale musikscene med hit-singlen ”Royals”. Sidenhen er det blevet til tre studiealbums – senest albummet Solar Power fra 2021, som på mange måder brød med de tidligere pladers mørke univers til fordel for en mere omfavnende og varm lyd.

Men selvom Lorde så ud til at have lukket solskinnet ind på sit album, afslører hun nu over for sine fans, at hun i øjeblikket lever med et knust hjerte:


”Jeg lever med hjertesorg igen. Det er anderledes, men det samme. Jeg har ondt hele tiden, jeg glemmer hvorfor, for så igen at huske hvorfor. Jeg forsøger ikke at gemme mig for smerten, jeg forstår nu, at smerte ikke er noget at gemme sig for, at der faktisk er stor skønhed i at bevæge sig med den. Men nogle gange er jeg træt af at være sammen med mig selv,” fortæller Lorde i brevet.

Lorde fortsætter med at fortælle, hvordan hun også fysisk oplever, at hendes krop arbejder imod hende og beskriver det som en betændelsestilstand:

”Den (kroppen red.) forsøger at fortælle mig noget, og jeg forsøger at støtte den i det, men intet ser ud til at hjælpe, og det frustrerer mig, ” fortæller hun og fortsætter:


”Jeg indså tidligere i år, at det er svært for mig at lytte til min krop. Det er noget, jeg aldrig rigtig har lært at gøre. Jeg har prøvet at lære det i år, men det har faktisk været svært, temmelig konfronterende, har gjort mig fuldt bevidst om alle de gange, jeg ignorerede det eller ikke gav den, hvad den havde brug for.”

I brevet taler Lorde desuden ærligt om, hvordan hun har taget hallucinerede svampe, der hjalp hende til at forstå ”hvad min krop havde været igennem i tiden indtil nu, hvad den havde brug for, hvor Gud var, og hvor Gud ikke var,” husker hun.

”Jeg mærkede i mine knogler, hvor destabiliserende det er at forlade sit hjem og starte et nyt liv, sådan som jeg har gjort. Jeg så også, at min krop er fuldstændig fantastisk og at hade den er lige så meningsløst som at hade et træ; at jeg virkelig, virkelig elsker at udføre mit arbejde, og at mit liv er som en smuk gobelin – hver en tomme af den er værdifuld og har mening.”


Men selvom Lorde ikke har haft det nemt den sidste tid, slutter hun brevet af med at forsikre sine fans, at de ikke behøver at bekymre sig, og at hun er okay:

”Lad være med at bekymre jer om mig. Jeg griner stadig hver dag, alt er stadig i bevægelse, selv når det går langsomt. Jeg har accepteret missionen – jeg har et indre at hele.”

LORDE-INTERVIEW: Hvordan jeg overlevede at være teenagestjerne

ANNONCE