Nyhed

Tysk avantgarde-legende åbner Aarhus Festuge 2024

Kunst og musik smelter sammen når Einstürzende Neubauten-forsanger Blixa Bargeld åbner næste års aarhusianske festuge

Forberedelserne til Aarhus Festuge 2024 er allerede godt i gang. Nu offentliggør arrangørerne, hvem der får æren af at starte en hel uges festivitas til Aarhus Festuges Gallaåbning.

Det bliver ingen ringere end Blixa Bargeld fra den ikoniske tyske avantgardgruppe Einstürzende Neubauten - og fra Nick Cave & The Bad Seeds, hvor Bargeld spillede guitar fra 1983 og fem til sit exit godt 25 år senere.

Han indtager Musikhusets Store Scene, når det anerkendte performanceteater Hotel Pro Forma præsenterer deres nye musikdramatiske forestilling Flammenwerfer. Foruden Bargeld bidrager den kritikerroste, tyske pianist Nils Frahm med musik til forestillingen. 


Frahm vil ikke selv være til stede i Aarhus, men har været med til at udvælge nogle af sine kompositioner til forestillingen. 

Flammenwerfer er baseret på den berømte svenske kunstmaler Carl Fredrik Hill, hvis liv og værker bar præg af, at han som 28-årig blev diagnosticeret med skizofren paranoia og herefter levede et isoleret liv væk fra omverden.

I en pressemeddelelse fortæller Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, om den kommende forestilling:


”Det er en stor glæde at invitere Hotel Pro Forma tilbage til Aarhus Festuge. Denne gang med endnu et fantastisk projekt, der på fornemmeste vis binder stor kunst fra forskellige guldrandede epoker sammen med Carl Fredrik Hills mageløse billeder fra 1800-tals fin-de-siecle, den tyske 80’er/90’er avantgarde med Blixa Bargeld og Nils Frahms nutidige tryllerier med klassisk og elektronisk kompositionsmusik.”

Blixa Bargeld i DR Koncerthuset, maj 2022. Foto: Morten Rygaard.
Blixa Bargeld i DR Koncerthuset, maj 2022. Foto: Morten Rygaard.

Når Bargeld i 2024 lægger vejen forbi Aarhus Festuge, vil det være tredje danske visit tre år i træk. Sammen med Einstürzende Neubauten spillede han tilbage i 2022 en koncert i DR Koncerthuset i anledning af gruppens 40-års jubilæum to år tidligere. GAFFAs anmelder Simon Heggum kvitterede dengang med fire stjerner til Bargeld og co.:


”Bandet er legendariske leverandører af mørke, flimrende glimt af lykke, men kan samtidig også stå for en generel akavet stemning, hvis de dybt kontrollerede arrangementer pludselig glipper. Og det gjorde de desværre denne aften. Men var det egentlig en skidt ting?” lød det blandt andet i anmeldelsen.

Senere i dette efterår besøger Bargeld igen Danmark, denne gang sammen med den italienske filmkomponist Teho Teardo. De gæster sammen Bremen Teater den 19. november. Hotel Pro Formas forestilling med Bargeld kan opleves til Festugen den 30. og 31. august 2024.

Efterfølgende opføres forestillingen på Det Kongelige Teater den 26., 27., og 28., september 2024. Billetsalget til Aarhus-forestillingen den 31. august åbner i morgen kl. 10 gennem Musikhusets hjemmeside. 

Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 1 ud af 2

 

ANNONCE